Når vinden bider i ørerne og får næsen til at løbe, kan det være svært at forestille sig, at der findes insekter, som ikke bare klynger sig til livet i dvaletilstand i en eller anden sprække, men som rent faktisk har deres vigtigste aktivitetsperiode i årets koldeste måneder. De flyver godt nok ikke summende omkring, det er det trods alt for koldt til, men de har både tid og energi til at løbe rundt, parre sig og lægge æg, så næste generation kan komme godt i vej.
Skulle man have lyst til at møde nogle af disse insektverdenens vikinger, kan det meget nemt arrangeres. Tag en frisk tur langs en strand, og find nogle gode store tangbunker. Løft dem op og ryst dem lidt, og lur mig, om ikke der dumper nogle halvstore mørke fluer ned på sandet. De hører til en familie, der kaldes for tangfluer, netop fordi de yngler i opskyllede tangbunker.
Selvom man ikke skulle tro det, er tangbunkerne nemlig – selv midt om vinteren – lige den tand varmere (eller man skulle måske sige mindre kolde) og bedre beskyttede end omgivelserne, og det er nok for de alt andet end forfrosne tangfluer. En af dem bærer endda rundt på det videnskabelige artsnavn frigida, der betyder ”den kolde”. En anden har fået artsnavnet pilipes – ”hårede fødder” – måske en beskyttelse mod at få kolde tæer.
Den reelle beskyttelse mod kulden får tangfluerne i form af deres evne til at producere såkaldte glykoproteiner i kroppen. De virker stort set på samme måde som den frostvæske, man hælder i køleren på sin bil, når vinteren slår til. Proteinerne forhindrer dannelsen af de iskrystaller, der kan rive cellerne i kroppen i stykker og dræbe fluerne.