Prøv avisen
Lørdagsmad

Inspiration til livet som vegetar på deltid

Lørdagens ret er en vegetarisk variant af den klassiske ”Shepherd’s Pie”, som traditionelt laves med okse- eller lammekød gemt under et låg af kartoffelmos. Jeg har prøvet andre gode, men mere besværlige, udgaver af retten. Ved at bruge linser fra dåse skyder man genvej på den gode måde, så man også kan servere retten en mandag. Foto: Peter Nygaard

Hver femte dansker har en kødfri dag, og hver sjette har planer om at sænke sit kødforbrug yderligere

Hver trejde dansker ser ikke nogen grund til at skære i kødforbruget. Særligt mænd og nordjyder indtager den holdning, men hver femte dansker har allerede en kødfri dag om ugen, og hver sjette har planer om at sænke sit kødforbrug yderligere, viser en undersøgelse fra YouGov gennemført for Søndagsavisen sidste år.

I 2003 opstod ”Kødfri Mandag” som en del af en international klimakampagne. De sidste syv år har musikeren Paul McCartney været talsmand for kampagnen, som efterhånden findes i 50 lande og har givet inspiration til en ny kogebog. Bogen er skrevet af journalisten Nadia Mathiasen og er tænkt som en inspiration til de forbrugere, som ønsker at mindske deres kødforbrug, og udgivet af Samvirke. Bogen er både overskuelig og indbydende og et godt sted at tage fat, hvis man har ønske om at blive deltidsvegetar.

En ting er at begejstre andre grønne sjæle med kødfri retter, men kunsten er at lave grøn mad, som får bøf- og pølseglade medspisere til at bede om mere af de grønne sager. Her har Nadia Mathiasen et par nyttige tips. Man skal tænke på, om opskrifterne har den femte smag, umami. Med tungen kan man smage salt, surt, bittert, sødt samt umami. Den smag er der meget af i kød, fisk og skaldyr, men umami kan man få ved for eksempel at bruge ingredienser som svampe, tang, fiskesauce og parmesan i retterne. Og så skal man ikke være bange for fedtet, når man laver grønne retter.

Lørdagens ret er en vegetarisk variant af den klassiske ”Shepherd’s Pie”, som traditionelt laves med okse- eller lammekød gemt under et låg af kartoffelmos. Jeg har prøvet andre gode, men mere besværlige, udgaver af retten. Ved at bruge linser fra dåse skyder man genvej på den gode måde, så man også kan servere retten en mandag. Men hvad vil det egentlig sige at spise grøn mad?

Omkring bordet var store som små enige om, at maden smagte grønt på den gode måde, men ældste barn anfægtede, om man kunne kalde retten vegetarisk.

Der er nemlig worcestershire sauce i sovsen, og her indgår ansjoser. Tja, så blev det ikke helt ortodokst kødfrit, men så afgjort både velsmagende og mættende.