Denne skribent er ikke kvinde. Alligevel var der noget, der stak til undertegnedes retfærdighedsfølelse ved de to bittesmå hytter placeret i udkanten af landsbyen.
Vi er i bjerglandsbyen Kapri Gaun i det absolut vestligste Nepal, mange timers kørsel fra nærmeste by med elektricitet og flere timers stejl bjergvandring fra nærmeste vej. Udsigten fra landsbyen er storslået: bjerge farvet rødbrune af leret jord, farvet grønne af nåletræerne og farvet gule af de tusindvis af terrasser, hvor de nepalesiske bønder er ved at høste deres korn. Omtrent 200 familier lever i landsbyens stenhuse, normalt ganske tæt sammen på lidt plads med ildsted indendøre.
Men denne sene majeftermiddag er en af landsbyens kvinder afskåret fra sin familie. Nærmere bestemt er hun afskåret fra familiens hus i en lille uge. I den tid, hvor hendes menstruation varer.
Kvinden hedder Kamala Deui og er 35 år. Hun har været i marken og hviler sig nu foran to chaupadi-huse. Chaupadi betyder menstruerende kvinde på nepalesisk, og det er netop, hvad Kamala Deui i øjeblikket er. Derfor skal hun sammen med andre kvinder, som også menstruerer, overnatte i de to chaupadi-hytter på omtrent 6 og 10 kvadratmeter. Jamen man kan da ikke kyle en kvinde ud af sit normale hjem på grund af en fuldstændig naturlig biologisk reaktion, tænkte denne skribent. Sådan ser Kamala Deui, som er hindu, ikke situationen.
LÆS OGSÅ: Piger giftes tre gange
Alle kvinder i landsbyen flytter ud af deres huse, når de menstruerer. Ingen har nogensinde brudt den tradition. Hvis ikke vi gør det, bliver guderne vrede, vores fremtid bryder sammen, og folk vil blive syge og dø, siger hun smilende som for at understrege det naturlige i forklaringen.
Hun smiler igen på spørgsmålet, om hun ikke ville foretrække at blive i sit eget hus med sin familie, når hun menstruerer.
Selvom de her huse er meget små, er en tradition en tradition. Jeg føler mig uren på den her tid, og derfor flytter jeg ud.
Kamala Deuis holdning og forklaring er slet ikke atypisk i de vestnepalesiske bjerglandsbyer. I løbet af flere dages vandring vidner besøg i andre landsbyer om præcis samme praksis og samme attitude fra de berørte kvinder: Sådan har det altid været, så sådan må det også fortsætte.
Kamala Deui ser flere positive ting ved at bo en tid i chaupadi-hytten: Hendes mand og svigerfar tager sig af parrets tre børn, for en gangs skyld skal hun ikke selv lave mad, og hun har mulighed for at tale privat med de andre menstruerende kvinder, når de går til ro for natten.
Det kan faktisk være lidt en lettelse at bo her nogle dage. Det vil være en synd at være i mit eget hus i bare fem minutter, men i løbet af dagen må jeg se og røre mine børn alt det, jeg vil. Jeg må bare ikke røre ved det, de skal spise med, forklarer Kamala Deui.
Rundt om hende begynder børn, kvinder og mænd at stimle sammen for at høre, hvad der foregår. Stemningen er let, og et par mænd og kvinder blander sig i samtalen. De fortæller, at indbyggerne i landsbyerne er mere overtroiske end i de større byer, og de siger, at de håber, at chaupadi-traditionen en dag forsvinder. Det kræver bare, at én tør bryde traditionen og vise foregangseksemplet. Men det har ingen endnu turdet af frygt for gudernes mulige vrede. Med Kamala Deuis ord:
Alle guderne vand, luft, himmel og jord kan blive rasende, hvis jeg bryder traditionen.
Set med denne skribents danske ligestillingsbriller er menstruationstraditionen stadig svær at forstå. I Kapri Gaun-landsbyen giver den god mening. I hvert fald lidt endnu måske er den på vej til at ændre sig?