Isvintrene er under forandring

Klimaforandringer og pensionerede isbrydere betyder, at isvinteren ikke længere er som i gamle dage. Men kong Vinter har ikke sendt det sidste iskolde pust mod Danmark

 I 2010 kunne beboerne på den lille sydfynske ø Bjørnø for første gang i 14 år gå over til Faaborg. Den strenge vinter gjorde øen landfast med Fyn, og det tog cirka en halv time at gå ruten, der var markeret med grankviste.
I 2010 kunne beboerne på den lille sydfynske ø Bjørnø for første gang i 14 år gå over til Faaborg. Den strenge vinter gjorde øen landfast med Fyn, og det tog cirka en halv time at gå ruten, der var markeret med grankviste. . Foto: Lars Skaaning.

Isvintre er vintre, man husker. Det er år præget af frosne vandrør, spejlglatte veje og isnende kulde, som gør mange af hverdagens gøremål mere udfordrende end ellers. Det gælder også for en af Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) garvede seniorklimatologer, John Cappelen, der husker, hvordan han under 1980’ernes tre hårde isvintre kom på overarbejde med isskraberen.

”Jeg ejede en Citroën 2CV, da Danmark i 1980’erne blev ramt af nogle ret markante isvintre. Det var før, man fik moderne klimaanlæg, og jeg plejer at sige, at jeg kunne vælge imellem koldt og iskoldt på instrumentbrættet. De år var jeg nødt til at skrabe is af på indersiden af ruderne, når jeg skulle køre. Men den startede da hver gang,” fortæller John Cappelen.

DMI blev oprettet i 1872, og i 1887 observerede instituttet den første officielle isvinter. Siden har ekstreme kulde- perioder ramt Danmark med jævne mellemrum, men i år er det over 20 år siden, der sidst var en rigtig isvinter.

”Vinteren 1995 var sidste gang, jeg stod på skøjter på Gentofte Sø med mine børn. Siden har vi kun skøjtet på kunstigt anlagte skøjtebaner og ikke på en naturligt tilfrosset sø. Det siger lidt om, at selvom vi har haft kolde vintre siden 1995, har det ikke nærmet sig en ’rigtig’ isvinter,” siger John Cappelen.

Han fortæller, at klimaforandringer og stigende globale temperaturer er en del af forklaringen på, hvorfor isvintrene udebliver. Men meget af grunden skal også findes i atmosfærens indretning.

”Om vinteren ligger Danmark sædvanligvis i vestenvindsbæltet, hvilket betyder, at vi for det meste har lavtryksvejr med regn og blæst. Men indimellem sker der en forandring. Måske blokerer et højtryk langt oppe i atmosfæren for det sædvanlige lavtryk, og så får vi vejret fra et andet verdenshjørne end normalt, for eksempel det kolde Rusland og Sibirien. Hvis blokeringen varer længe og rammer i vinterperioden, giver det en meget kold vinter,” siger John Cappelen.

Atmosfæren har altså længe indrettet sig sådan, at vintrene har været milde og præget af lavtryk. Men det kan ifølge John Cappelen ikke vare ved.

”Det er absolut ikke tilfældet, at vi aldrig får en isvinter igen. I de seneste 10 år har tre af vintrene været meget kolde, så det er bare et spørgsmål om tid,” siger han.

Men der er forskel på en kold vinter og en isvinter. Før i tiden blev der erklæret isvinter, når havisen var 20 centimeter tyk, og statsisbryderne skulle sættes ind for at holde sejlrenderne åbne. Men den definition kan ikke bruges længere. I 2010 blev det nemlig besluttet at sende statsisbryderne på pension, da der ikke havde været brug for dem siden vinteren 1995-1996. Tiden er altså kommet til at finde en ny måde at definere isvintrene på.

”Lige nu arbejder vi især med begrebet ’kuldesum’, som er en måde at holde øje med, hvor mange frostgrader vi har haft i vinterperioden. Ser man udelukkende på vintrene med kuldesum, havde vi faktisk isvinter tilbage i 2010,” siger John Cappelen.

Så selvom isvintrene er under forandring, må Danmark altså forberede sig på, at de ikke forsvinder helt. Og spørger man John Cappelen, er der meget, man kan glæde over i en iskold vinter.

”Vejret er ofte klart og smukt i meget hård frost, med sol og blå himmel. Og så er der masser af is-fænomener, som kan være dybt fascinerende at se på. Et hav, hvor der er is, så langt øjet rækker, eller når isen pakker sig mod kysten og bryder op i store flager. Og ude i skovene er der hår-is, som dannes på grene med vand på. Det kan se ud, som om der sidder et lille nisseskæg på træet,” siger John Cappelen.