Jacob Haugaards børnebørn lader aldrig nogen smide noget ud. ”Det kan bedstefar bruge,” lyder begrundelsen. Og det har de tilsyneladende ret i. Ligesom Jacob Haugaards professionelle karriere udgør en storstilet liste, som blandt andet tæller komiker, skuespiller, sanger og politiker, gør det samme sig gældende for listen over de ting, han bruger tid på at sysle med. Senest har den folkekære komiker bygget en traktorladvogn af ældre dato om til en teatervogn. Digtervognen, som han i et kærligt tonefald kalder den ombyggede vogn, er inspireret af et engelsk sigøjnerfolk.
Og sådan er det ofte med Jacob Haugaards idéer. De kommer altid af noget, der findes i forvejen, hvad der også er tydeligt i den 68-årige musikers helt store hjertebarn: hans lysekroner af skrald. Efter fem år og et ihærdigt stykke samlearbejde har han produceret lige godt og vel tre af dem.
Hver lysekrone består af over 1000 stykker skrald, eller ”ragelse”, som han kalder det. Det kan være alt fra en gammel kaffekværn til børnebørnenes slidte legetøj, som bliver hængt på den bunke af ting og sager, som på et tidspunkt fremstår som en færdig lysekrone.
Komikeren elsker at bruge tid på genbrugspladser, og på den lokale genbrugsplads nær hjemmet i Ejby på Fyn bliver han ofte opslugt i lange samtaler med de ansatte. Og ser han sit snit til det, hugger han gerne et stykke skrald med hjem til den lysekrone, han arbejder på lige nu.
”Hver gang, jeg finder noget nyt ragelse, går jeg ud på værkstedet og hænger det på lysekronen,” siger han.
Jacob Haugaard har altid interesseret sig for ragelse. Ofte sker det, at han samler skrald op og tager det med sig hjem. Også når han er ude at rejse, hvor han gerne samler brugt ispapir op fra vejkanten.
Ud over ladvogn og lysekroner tæller Jacob Haugaards sysler også kunstmalerier og reparationer af diverse genstande. Skuespilleren er ikke vild med psykologiske termer, men samtykker, da Kristeligt Dagblad spørger, om hans mange sysler hjælper ham med at koble af.
”Folk er kulrede i dag, fordi de ikke laver noget. De har alt for meget oppe i hovedet. Jeg tænker med mine hænder, så når min kone ser romantiske serier, så går jeg ud i garagen og klapper en digtervogn sammen. At sysle med noget giver mig mening i livet.”
Og det er netop, når hænderne arbejder med alskens sysler, at Jacob Haugaard kan få tiden til at stå stille, som han selv forklarer det.
”Når jeg sætter mig for at nørkle med et projekt om aftenen, så kan jeg ofte tro, at der kun er gået en time, men i virkeligheden er der gået tre eller fire. Det er lykken.”
For ham er hans syslerier et univers for sig. Dybest set er det jo fuldstændig meningsløst at lave lamper af affald, men det meste kunst er jo også meningsløst, argumenterer han for sig selv.
Meningsløst eller ej, så er det en ensom proces at være kunstner i sit eget univers, hvis man spørger Jacob Haugaard. Han giver ikke meget for forestillingen om den kollektive idéudvikling, hvad han ellers er vokset op med som ung i 1960’erne og de gryende 1970’ere.
”I min optik kan det ikke lade sig gøre at lave kunst sammen,” lyder konklusionen.
Og ud over børnebørnenes bidrag til lysekronerne lukker Jacob Haugaard derfor som udgangspunkt ikke andre ind i sit kreative univers. Heller ikke da han under nedlukningen i det tidlige forår på egen hånd byggede et bibliotek i sit og hustruens hjem. For ham var det at bygge biblioteket nemlig lige så meget en kreativ proces, som det er at samle lysekronerne.
”I skolen fik jeg dårlige karakterer og efter flere mislykkede uddannelsesforsøg, kunne ingen rigtig bruge mig, så de første ti år af mit voksenliv var jeg på socialhjælp.”
Men hænderne, dem kunne han altså finde ud af at bruge. Blandt andet da han som barn gik ture i skoven og ledte efter uglegylp, så han kunne tage det med hjem og skille det ad.
”Nu er jeg 68 år og laver stadig de ting, der giver mig sindsro og mening i livet. Og det er særligt at arbejde med mine hænder.”
Video af Leif Tuxen