Prøv avisen
Liv i sproget

Sprogklummen: Jagten på ”ude i hampen”

Det står ikke klart, hvordan vendingen ”ude i hampen” er opstået og slet ikke i hamp-rygende miljøer. – Foto: Torben Åndahl/ritzau

At noget er helt ude i hampen, har ikke noget med hampplante og berusede tåger at gøre, men måske snarere Silkeborg, hindi eller tovværk?

Det er helt ude i hampen! Sådan lyder en vending, der kan bruges, hvis noget opfattes som helt skævt, vanvittigt eller ved siden af. Det er bare for langt ude, helt ude i hampen. Det står ikke klart, hvordan vendingen er opstået, men det fremgår af et tillægsbind til ”Ordbog over det danske sprog”, at den optræder allerede i 1908. Det betyder i hvert fald, at det ikke er opstået i 1960’erne, hvor en ungdomskultur begyndte at ryge materialer, der var udvundet af forskellige dele af visse hampplanter.

Planten med det latinske navn Cannabis sativa er nemlig en plante i hampfamilien. Det er af den to-tre meter høje plante med smukke, savtakkede blade, der kan udvindes hash, som er baseret på en olie, der findes i stænglen, eller marihuana, der består af topskud og blomsterstande. Hash og marihuana er såkaldt euforiserende stoffer, der ikke er lovlige at indtage eller forhandle i Danmark, så det er jo helt ude i hampen! I de glødende 1960’ere mente man i den internationale hippiekultur, at stofferne udvidede bevidstheden og i de fede tilfælde kunne bringe individet i kontakt med nye sider af virkeligheden.

Det var en periode, hvor magtstrukturer og forestillinger blev udfordret. Det var sundt nok og i den forstand ikke helt ude i hampen! Men det giver stadig ikke svar på oprindelsen, for det var ikke hippierne, der røg blade og olie fra hampplanten i en såkaldt chillum, der introduceredes ude i hampen. Heller ikke selvom de måske var det! Chillum er i øvrigt et ord, chila, der er forvansket fra hindi, hvor det betegner en lille, trompetformet pibe. Den blev introduceret i Danmark sammen med afghanerpels, Mao-sko, indiske røgelsespinde og tibetanske tanker.

Det er ude i hampen, men stadig ikke vendingens kilde. Jeg fandt et fedt forslag på nettet om, at ude i hampen var opstået på Silkeborg-kanten, for byen Hampen er da bare for langt ude! Stakkels Hampen by må slippe for videre tiltale. Forslaget er morsomt, men ude i hampen. Hashrygerne fra 1960’erne er heller ikke fædre til udtrykket. I øvrigt er hampplanten kendt i Danmark og Skandinavien mange hundrede år før hippierne, omend det var en art af planten, der ikke rummer cannabisolie. De store, stærke planter blev brugt i fremstilling af reb, tovværk, sejl og lærred. Ordet hampr er da også kendt fra middelalderen, hvor det var navnet på planten og dens trevler. Hampereb, som er stærkt, fremstilles af basttrævler og fibre fra planten. Så det er måske folk eller forhold, der er ude i tovene, der er helt ude i hampen?

Næppe. Der er snarere tale om en talemåde, der tager sit udgangspunkt i noget lydligt eller rytmisk. Vi må således muligvis lade vendingens oprindelse hænge og dingle i hamperebet. Jeg vil dog afslutningsvist vove et øje ved at foreslå, at kilden er ordet hamper. Hamper betyder, at noget er upassende, stærkt til en side, uden for det sædvanlige, frastødende eller ubehageligt. Ordet hamper er opstået ved en forvanskning af det oprindeligt oldnordiske apr eller nederlandske amper. Dette ord betød bitter, grusom eller rå. Mon ikke helt ude i det rå og grusomme, upassende, frastødende kunne blive til ude i hampen? Er det helt ude i hampen