Prøv avisen

Jakob har 10.000 sodavandsetiketter

Jakob Persson har samlet på sodavandsetiketter i 43 år. Han holder især af etiketter fra før 1920 og gerne i anderledes former end de klassiske rektangle og ovale etiketter. Foto: Leif Tuxen

I 44 år har 50-årige Jakob Persson samlet på spektakulære sodavandsetiketter i alverdens farver og former, og den dyreste har kostet over 1000 kroner. Men trods lang tids søgen er det stadig et mysterium for ham, hvilken sodavand hans yndlingsetikette har siddet på

Hvordan opstod din interesse for sodavandsetiketter?

Som syvårig var jeg en tur på loftet med min mor. Der faldt jeg over en papkasse fyldt med etiketter, som min far havde taget med hjem fra sit arbejde. Han var maskinarbejder i et firma, der producerede etiketteringsmaskiner og transportbånd til bryggerier, og i 1950’erne og 1960’erne rejste han rundt i Skandinavien for at montere og reparere udstyr, hvor han så har fået etiketterne. Jeg havde aldrig set noget lignende og syntes, at det var mægtig skægt. Så siden den dag i 1973, har jeg samlet på sodavandsetiketter.

Hvad er der sjovt ved at samle på etiketter?

I starten syntes jeg bare, at de var flotte. I dag er det sjove det grafiske. Nogle af etiketterne er jo små grafiske mesterværker. Og så er historien bag etiketten spændende. Etiketter er billeder på, hvad man gik op i på den tid. Da biler blev almindelig hverdagseje i starten af 1960’erne, lavede bryggeriet Wiibroe en lys pilsner ”Auto Beer”, som man kunne tage med på en køretur. Derudover er det interessant, hvordan designet har ændret sig. 1980’erne og 1990’erne var nogle rædselsfulde år designmæssigt, men efterfølgende eksploderede antallet af mikrobryggerier, og nogle af dem begyndte at lave nogle flotte grafiske etiketter.

Hvor meget har din dyreste etikette kostet?

Min dyreste etikette kostede 1040 kroner, mens min yndlingsetikette kostede mellem 50 øre og en krone. Før i tiden rendte jeg rundt til marskandisere og loppemarkeder og spurgte efter sodavandsetiketter, hvilket folk aldrig forstod. I dag kan man købe dem på auktioner på nettet.

Da flere mennesker fik biler, kom der en Auto Beer, som var en øl til køreturen. Foto: Leif Tuxen

Andre læser lige nu