Jalousi gavner faktisk et venskab

Det grønøjede monster er ikke kun ondt, viser nyt studie

Jalousi mellem venner kan være et godt tegn på, at relationen måske er blevet negligeret. – Foto: Iris/Ritzau Scanpix.
Jalousi mellem venner kan være et godt tegn på, at relationen måske er blevet negligeret. – Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Mange kender den ubehagelige fornemmelse, der føles som et slag i mellemgulvet, eller som om hjertet dumper ned maven. Når ens bedste ven foretrækker at mødes med nogle andre, eller en kæreste smiler lidt for meget, og det ikke er til en selv. Jalousi opleves meget forskelligt. Nogle oplever den slet ikke, for andre er den ødelæggende.

Jalousi er ikke en af de mest populære følelser, den er ikke særlig charmerende, og der er en grund til, at den kaldes for det grønøjede monster, et udtryk Shake-speare fandt på.

Men monsteret er ikke kun ondt. Det kan ligefrem være gavnligt for relationer frem for at ødelægge dem. Det viser en ny amerikansk undersøgelse ifølge det norske videnskabsmedie forskning.no.

I tidsskriftet Journal of Personality and Social Psychology forklarer forskerne, hvordan jalousi er helt naturligt for sociale væsener som mennesker, og det er der en god grund til.

Jalousi, som ofte forbindes med romantiske forhold, opstår også mellem venner, og i begge tilfælde spiller denne følelse en central rolle, påpeger forskerne.

For eksempel afgør graden af jalousi, hvor vigtigt et venskab er. I undersøgelsen fandt forskerne frem til, at truslen mod et venskab, hvis en anden person kommer på banen, udløser mere jalousi end i et romantisk forhold.

Venskaber er en vigtig ressource som for eksempel i den aktuelle corona-situation. Venner støtter hinanden i konflikter og modvirker ensomhed, lyder det fra forskerne i en pressemeddelelse.

Jalousi, som man eksempelvis ser mellem venner, og som ikke udvikler sig til at blive sygelig, har en evolutionær funktion, påpeger norske Mons Bendixen, der er professor i psykologi.

”Ud fra dette studie ser det ud til, at jalousi i venskaber opstår for at beskytte venskabet mod trusler. Selvom det kan føre til negative følelser og negative handlinger, synes det at have en beskyttende funktion, som man også ser i kæresteforhold.”

Jalousi har altså været med os mennesker altid og har hjulpet os med at sikre alliancer, venskaber og romantiske forhold.

”Jalousi kan være tegn på, at et venskab er truet. Det kan hjælpe os med at tage fat og investere i en relation, som måske er blevet negligeret,” siger en af forskerne bag den amerikanske undersøgelse, Jaimie Arona Krems, ifølge forskning.no.