Januar er en meget mærkelig havemåned

Årets første måned har budt på både væltede træer, troldnød i blomst og hængende rododendron

Troldnød har i januar været i blomst med sine varmt gule og rødlige blomsterfrynser. –
Troldnød har i januar været i blomst med sine varmt gule og rødlige blomsterfrynser. – . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Januar er en af de mærkeligste havemåneder i året. Og særligt her i 2019 har vi oplevet en periode, som har været anderledes end de fleste januarmåneder i vores mangeårige haveliv.

Vejret har været mildt, næsten plusgrader i hele perioden, selvom storm og orkan (Alfrida) har hærget. Vi har mistet en del grantræer i de første dage i det nye år. Det er trist at konstatere stormfald, når Gudrun og jeg går vores daglige ture ned gennem de enkelte skovafsnit her ved Nordgården i det nordjyske. Vestskoven har været hårdest ramt af Alfrida. 20-25 år gamle grantræer og fyrretræer er væltet om på stierne. Østrigsk fyr (Pinus nigra), bjergfyr (Pinus mugo), klitfyr (Pinus contorta), skovfyr (Pinus sylvestris). Det gælder også i Nordskoven, som ligger lige ud til Jammerbugten i den retning, stormen drev ind. Men som vi siger: Nu er der masser af brændsel til vore brændeovne i 2020.

Så kommer glæden. Tænk, at troldnød har været i blomst med sine varmt gule og rødlige blomsterfrynser her i januar. Vi har nydt at følge blomsterudviklingen i Skovhaven dag efter dag. Vi plantede troldnøden (Hamamelis mollis) for 10-12 år siden og har kun haft glæde af de dejlige buske. De skal stå på en lun plads i haven med en porøs dyb muld. Troldnød vokser i begyndelsen meget langsomt og skal virkelig holdes øje med og gives en god blanding kompost hvert år. Det er jo ikke en helt billig busk at købe; men den er som sagt det hele værd. Tænk, at den blomstrer så rigt her i januar.

Indledningsvis er den milde januar 2019 ovenfor beskrevet. Og så – i skrivende stund den 20. januar – kom der pludselig frost, faktisk et fald helt ned til en halv snes minusgrader. Det har været hårdt at opleve. I Skovhaven har vi cirka 50 rododendronbuske plus 25-30 i vores have på Rude Strand ud til Aarhus- bugten. Og vi har alle slags af rododendron. De meterhøje og de lavere på omkring halvanden til to meter høje. I alle skønne farver. Vi købte de fleste til Rude Strand i 1990’erne og dem her til Nordgården i 2001-2005. Det var et meget stort arbejde, men også meget spændende. Og den er jo en prydbusk, vi hver dag, når vi går tur, holder øje med.

I sidste sæson var det overraskende at se, hvor mange af buskene der blomstrede anden gang i oktober-november. Og så kom frosten i weekenden, og straks ”sladrer” rododendronbuskene med hængende og triste blade, men erfaringen trøster os, for vi ved, at så snart plusgraderne vender tilbage, strutter bladene igen. Og så står troldnøden og blomstrer ufortrødent videre. Jo, havelivet er ikke nemt. Vi knokler!