Igennem mange år har jeg været dybt fascineret af den friske, irgrønne olivenolie, der mellem november og januar bliver produceret i Grækenland. Navnlig værdsætter jeg olien på Mani-halvøen, fordi den barske natur får oliventræerne til at yde deres bedste. Olien dufter som en nyslået græsplæne, når den lunken kommer ud fra pressen, og når man får den i munden, er smagen pikant, pebret og frugtagtig.
En af indikationerne, på at olivenolien er perfekt, er, at man kommer til at hoste, når man synker den. Før jul forærede jeg den landskendte madentreprenør Claus Meyer en flaske af den grønne olivenolie, og da jeg senere mødte ham, fortalte han mig, at han havde tilberedt en mager yoghurtis, som han havde toppet med min grønne olie og en anelse salt.
I madverdenen gælder det om at stjæle andres gode idéer, så elegant man overhoved kan komme til. Jeg nikkede anerkendende til ham, som om det var en idé, jeg selv havde haft, og sagde, at det var en fin kombination. Men indvendigt jublede jeg. Når man er olivenoliefreak, og det er jeg, bruger man olien på alle mulige måder.
Jeg konsumerer op til 30-40 liter hvert år. En overgang var jeg så fokuseret på olivenolie, at jeg også børstede tænder i den og smurte mit ansigt i den. Det stoppede jeg dog med på grund af dårlig ånde og en voldsom produktion af bumser. Men netop kombinationen af is og så olivenolie var en sammensætning, jeg havde længtes efter.
Jeg skyndte mig hjem og tilberedte min egen version af Meyers magre yoghurtis, og så toppede jeg den med frisk, grøn olivenolie og flager af salt. Det blev nytårsaftens dessert, og min familie spurgte mig interesseret, hvor jeg havde fået den gode idé fra.
Hvad skal man svare? Jeg tav og lagde mit ansigt i nogle folder, som om jeg ville sige: ”Jeg vil ikke prale, men det er nu engang mit talent, at jeg kan finde på sådan en ny dessert.” Godt nytår!