Det er en sær, næsten skamfuld følelse. Åh, at trække sådan en lang og sej mælkebøtterod op, nej, ikke bare roden. Lyden, når den giver efter, så langt nede som muligt. Skulle man have været tandlæge, tænker man? Er det en lille smule frækt? Eller hvad er det mon, der er så dejligt?
At luge er hovedbeskæftigelsen i køkkenhaven lige nu. Frø, knolde og planter er efter lidt limbo i vind og vejr kommet i jorden, og der går ikke mange dage, fra man har været der med skuffejernet (eller den nye, ultraskarpe rundhakke!), til ukrudtet står der og ler én op i ansigtet igen.
Meget af det er Fandens Mælkebøtter, og det er ikke så sært, de er i køkkenhaven, når græsplænen lige nu er grå af frøbolde. De kommer fra mælkebøtter, for dem kan bierne jo så godt lide, lyder argumentet fra biodiversitetsforkæmperne.
Og i øvrigt går plæneklipperen i stå hele tiden, hvad der måske skyldes, at den for et par måneder siden blev fundet flydende i vores oversvømmede lade.
Vi er fortabte, hvad græsplænen angår, men jeg har sat hårdt ind med mælkebøtteoptagningen i køkkenhaven.
Over frokosten i avisens kantine delte en kollega forleden sin glæde ved et nyanskaffet ”automatvåben” til at tage mælkebøtter op med. Også hun finder beskæftigelsen hypnotiserende. Som hendes datter tørt havde bemærket om mælkebøtteoptageren, der har en særlig effektiv mekanik: ”Det må være den bedste gave, du nogensinde har fået, hvad mor?”.
Nu vil jeg også have et automatvåben. Men indtil da gør den simple dims, jeg ejer, en slags syl med med skarp, tvedelt tunge, det ganske godt. Den tilbyder særdeles tilfredsstillende lugning, og da der er ret meget lugning, der er voldsomt utilfredsttillende, åh tal ikke om fuglegræs og gåsefod og brændenælder, så må man glædes, hvor man kan.
Man stikker optagerdimsen ned, lige en centimeter fra dér, hvor de grønne mælkebøttebladeblade sidder fast på roden, så helt dybt ned lodret, og så vipper man lidt, til man mærker, at man har fat i noget. Så det store vip, helt tilbage og ah, der kom den op, hel og fin, slut på dén mælkebøtteslægt. Nu er der så kun en million tilbage på grunden.
Men dér stopper glæden faktisk ikke, for mælkebøtterne skal selvfølgelig ned til hønsene, der lige nu er ”buret inde” i deres hønsegård og må se langt efter det idylliske, fritgående liv.
For man kan måske holde mælkebøtter ude af køkkenhaven, men ikke spiresultne høns. Som så til gengæld ville have taget de dræbersnegle, der lige nu begynder at pible frem over det hele, og som vi diskuterer, hvordan vi bedst får massakreret i år.
Åh ja, det er en kamp at have have, tro ikke andet!