Prøv avisen
Lørdagsmad

Jeg vil også være pastabedstemor

93-årige Lucia behøver ikke at se på sine hænder, når hun ruller sine strozzapreti. – Skærmbillede fra YouTube.

Håndelag er en overset dyd i køkkenet. En ny video-serie dyrker den rutine, der ligger i ældre hænder

”Jeg hedder Lucia, og jeg laver strozzapreti på min måde!”

Sådan siger 93-årige Lucia, én af hovedpersonerne i et af programmerne på youtubekanalen ”Pasta Grannies” (pastabedstemødre). Det er en række videoer, hvor ældre italienske kvinder ælter, ruller, skærer og dutte-lutter traditionel, hjemmelavet pasta. Og de griner, joker og sender nærgående mænd ud af deres køkken med et rapt tungesmæld. I pauserne tager de sig en cerut og et glas vin.

Det lyder sært, men det er noget af det bedste tv længe. Der er noget beroligende ved at se de gamle hænder arbejde med dejen, fremtrylle velsmag ud af de samme ingredienser, durummel og æg eller vand.

Jeg kommer til at tænke på min egen mormor, der er 92. Hun har stået i køkkenet hele sit voksenliv, og ingen ved rigtigt, hvad hun gør, men hendes mad har altid smagt vidunderligt. På gode dage kan hun stadig fremtrylle en perfekt foldet kringle eller en dåse svenske chokoladebrød.

Det er en amerikansk kvinde, Vicky Bennison, der har fundet frem til kvinderne og filmet dem i deres familiekøkkener. Hun har samlet videoer og opskrifter på hjemmesiden pastagrannies.com, og der er også netop udkommet en ”Pasta Grannies”-kogebog, men det virker på en måde forkert, for ingen af damerne kunne i deres liv have fundet på selv at åbne en opskriftsbog.

Nej, det virkeligt fine er at se dem arbejde. Alle pastabedstemødrene har samme intuitive fornemmelse for det, de har i hænderne. De behøver ingen måleenheder eller mærkelige køkkenmaskiner.

De begynder med at lave deres ”vulkan” af mel og æg eller vand på bordet og pisker dejen sammen, før de begynder at ælte. Faktisk kan pastadej være ret sej i det, men i de stærke gamle hænder virker den som smør.

Udrulningen er ren opvisning. Det gøres med en rullestok, og hvordan de lykkes med at folde dejen om den og rulle den tynd samtidig, uden at det hele klistrer sammen, er mig en gåde.

Og så folder de dejen, skærer den ud og former pastaen. Flere af dem behøver ikke engang se på deres hænder, men taler livligt med kameraet, mens de arbejder. Herhjemme kender vi stort set kun til spaghetti og fettucine, men pastabedstemødrene viser, at der findes hundredvis af variationer med hver deres navn. Og atter hundrede variationer over samme ret, alt efter landsbyens tradition.

”Hvis det er forkert for dig, er jeg ligeglad. Det er sådan, jeg gør det!”, siger Lucia og skærer sine strimler ud, som hun har lært det.

Pastaen koges kun ganske kort i spilkogende vand eller bouillon. Og så er der serveret! Jeg har selv nu i nogen tid stået og kæmpet med pastamaskinen og følt mig stolt over, at jeg kan lave noget, der ikke er én stor klistret masse. Men jeg har lang vej igen, hvis jeg skal blive en rigtig pastabedstemor. Og selv om jeg nok må erkende, at jeg ikke når rullestok-stadiet i min levetid, er der er vel ikke andet for end at gå i træning.