Debat: Jesus kan da ikke køre på løbehjul

Dyreværnsforening klager over anvendelsen af et æsel i det traditionsrige tyske passionsspil i Oberammergau

Ved seneste passionsspil i Oberammergau red Jesus ind i Jerusalem på et æsel. Det bør være slut ved næste års forestilling, mener dyreværnsforening. –
Ved seneste passionsspil i Oberammergau red Jesus ind i Jerusalem på et æsel. Det bør være slut ved næste års forestilling, mener dyreværnsforening. – . Foto: Michael Dalder/Reuters/Ritzau Scanpix.

Borgerne i den sydtyske by Oberammergau er efterhånden vant til, at der sker moderniseringer og forandringer i deres passionsspil.

Det var ganske vist lidt af en sensation for 30 år siden, da en gift kvinde for første gang fik lov til at spille Jomfru Maria, men byen har sidenhen vænnet sig til, at de verdenskendte passionsspil følger med tiden. Borgerne har for eksempel uden diskussion accepteret, at teatertruppen denne gang er mere multikulturel end tidligere, og at en muslim er medinstruktør, mens en anden muslim spiller Judas.

Men der findes grænser for, hvor meget spillene, der blev opført første gang i 1634, må ændres. Nu føler mange borgere nemlig, at det går for vidt i forbindelse med næste års passionsspil. Både på internettet og i avisernes læserbreve kan man se kommentarer som: ”Ingen skal røre ved Jesu æsel.”

Grunden til borgernes forargelse er et forslag, som dyreværnsforeningen Peta kommer med.

”I dag ville Jesus ikke længere rejse på et æsel. Han ville formodentlig bruge et elløbehjul eller en anden form for dyre- og miljøvenligt elkøretøj. En voksen mands ridt på et æsel er set med nutidens øjne en overtrædelse af dyrebeskyttelsesloven. Æsler er nemlig hverken ride- eller pakdyr, men derimod legesyge og venlige dyr,” hedder det i en pressemeddelelse fra organisationen, som avisen Die Welt citerer.

Både passionsspillenes ledelse og amtskommunen Garmisch-Partenkirchen, som Oberammergau hører ind under, afviser imidlertid at skifte æslet ud med et elløbehjul.

”Myndighederne vil denne gang ligesom for 10 år siden kontrollere, at alt er i overensstemmelse med dyrebeskyttelsesloven, og at æslet er egnet og stærkt nok til at bære Jesus den nødvendige strækning, hvilket er cirka 30 meter. Skulle en dyrlæge komme til den konklusion, at et bestemt dyr ikke kan klare det, kan dyret udskiftes med et andet,” siger amtets informationsmedarbejder, Stephan Scharf, til nyhedsbureauet dpa.

Mens spillene finder sted, får æslet flere godbidder, blandt andet gulerødder, og dets arbejde består i at bære Jesus fem minutter hver aften fem af ugens dage.

Petas forslag har fremkaldt en række vittige og sarkastiske kommentarer i de tyske medier.

For eksempel leger journalist Ulrich Greiner i en kommentar i avisen Die Zeit med det tyske ord for æsel ”Esel” og ordet ”Eselei”, der betyder fjolleri:

”Hos profeten Zakarias hedder det: ’Fryd dig, Zions datter. Se, din konge kommer til dig. Ydmyg er han, ridende på et æsel.’ Ville det være ydmygt at komme på et løbehjul? Det ville være fjolleri,” skriver Ulrich Greiner.

Passionsspillene, der skildrer Jesu lidelser, død og genopstandelse, opføres hvert 10. år. Cirka 2400 borgere i Oberammergau deltager i skuespillet, som finder sted i perioden fra den 16. marts til den 4. oktober 2020, hvilket bliver den 42. gang.