”Man kan da ikke undvære en jodle-koncert i coronatiden”

En jodle-koncert i Schweiz kan være skyld i et af Europas værste corona-udbrud og er ifølge ekspert noget af det sidste, man bør arrangere for tiden

Jodlen forbindes med glad sang og frisk bjergluft. Men traditionen kan desværre også vise sig at være en temmeligt farlig affære, når der er corona i luften. – Foto: Iris/Ritzau Scanpix.
Jodlen forbindes med glad sang og frisk bjergluft. Men traditionen kan desværre også vise sig at være en temmeligt farlig affære, når der er corona i luften. – Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Lyden af jodlen fremkalder formentlig billeder af raske ungersvende i nationaldragt, som står i alpernes friske luft og skaber lystige ekkoer mellem snedækkede bjergtoppe og frodige dale. Men jodlen kan desværre også vise sig at være en temmeligt farlig affære. I hvert fald har Schweiz de seneste dage været vidne til et af de værste covid-19-udbrud i Europa, og meget tyder på, at antallet af nye smittede er skudt i vejret efter en jodle-koncert, skriver tysksprogede medier. Sagen er alvorlig nok, men nogle medier kan alligevel ikke dy sig for en spydig kommentar.

”Skole, fest, restaurant-besøg – det kan man undvære i corona-tiden. Men da ikke en jodle-koncert!”, skriver den tyske tv-station ntv.

Ifølge schweiziske myndigheder deltog omkring 600 mennesker i slutningen af september i en indendørs jodle-koncert i den landlige kanton Schwyz. Deltagerne blev bedt om at holde afstand til hinanden, men hverken sangerne på scenen eller publikum var pålagt at bære beskyttelsesmaske. Sangerne stod desuden tæt på scenen under forestillingen ”Uf immer und ewig” (For evigt og altid), en musical bestående af en særegen schweizisk blanding af jodlen, sang og koreografi.

Kantonen er nu blevet et såkaldt corona-hotspot med flere end 1230 tilfælde af smittede mod cirka 500 midt i september.

”Vi fandt ud af, ni dage efter forestillingen, at flere personer i forsamlingen var blevet smittet,” siger arrangør Beat Hegner til tv-stationen RTS.

Den idylliske kanton Schwyz er længe blevet betragtet som en af de regioner med den laveste smitterisiko i Schweiz, måske endda i hele Europa. Men det hører nu fortiden til.

”Vi har i øjeblikket et af de værste udbrud af covid-19 i Europa,” siger Reto Nüesch, overlæge ved Schwyz Hospital, ifølge den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.

En jodle-koncert er virkelig det ”allersidste”, man bør arrangere under en corona-pandemi, lyder det formanende fra epidemiekspert Christian Althaus, ifølge den schweiziske avis Sonntagszeitung.

”Hvad angår arrangementer har mange kantoner sandsynligvis været for skødesløse,” siger han.

Under epidemiens første bølge i foråret diskuterede man, om coronavirus spredes nemmere gennem fælles- og korsang end tale. Af samme grund har man for eksempel i Danmark indført skrappe regler i forhold til social sang, og her i avisen har lederne af landets kirkekor og kirkemusikere sagt, at ”kirkernes kor sukker under corona-restriktioner”.

Australske forskere har eksempelvis konkluderet, at viruspartikler nemmere kan spredes gennem luften, når man synger, end når man taler, og at ”det at synge i grupper tilsyneladende er blevet en risiko for udbrud af coronavirus”. Andre studier har peget på, at det ikke gør den store forskel, om man synger eller taler i sociale sammenhænge, skriver BBC.

Selvom mindst tre af jodlerne i Schweiz blev testet positive for covid-19 efter koncerten, er nogle af sangerne skeptiske over for, at de skulle være skyld i det voldsomme udbrud i regionen.

Erwin Bertschy, som selv optrådte ved forestillingen, siger til britiske Sky News, at alle byens restauranter også var åbne og fyldt til bristepunktet med gæster, og at virussen lige så vel kunne være blevet spredt der. Hans kollega Maja Keller-Roth er enig.

”Vi synes, det er en skam og trist, at medierne nu trækker os gennem mudderet,” siger hun til Sky News.

Andre er før kommet galt af sted med at jodle. For 10 år siden kunne man her i avisen læse, at en 63-årig østrigsk mand havde fået en bøde på 700 euro, svarende til cirka 5000 kroner, for at forstyrre sine muslimske naboer med højlydt jodlen. Manden begyndte at jodle midt under muslimernes adhan, hvor der bliver kaldt til bøn. Det generede hans naboer så meget, at de meldte ham til politiet. Selv forklarede den 63-årige, at han på ingen måde havde til hensigt at fornærme nogen. Han var blot i godt humør og fik lyst til at jodle et par numre.

Jodlen er en sangteknik, som stammer fra Østrig og Schweiz, og som er karakteriseret ved hurtige skift mellem falset og naturligt stemmeleje. Jodlen udgør ofte refrænet i traditionelle sange om naturen, samhørighed eller Gud, kan man læse i Den Danske Ordbogs online-udgave.