Det er jordbærtid. Det myldrer med jordbær på torvepladser, i vejboder og i butikkerne. Er man heldig at have jordbær i haven, er det nu og de næste tre uger, miraklerne indfinder sig. Skønne røde, bløde, søde bær fulde af jordbærsmag popper frem klar til høst, og der er nye røde bær hver eneste dag. Mageløst!
Før de store havejordbær træder ind på den danske scene gennem 1800-tallet, var det her til lands skovjordbærret, fragaria vesca, der blev spist og plantet ind i haverne. Vikingerne spiste skovjordbær, det ved man, da der er fundet jordbærfrø sammen med kornskaller i jord fra en vikingeboplads ved Viborg.
Havejordbær, fragaria x ananassa, altså de store, saftige bær, vi spiser i dag, stammer, som så mange andre af havens tamme planter, fra vilde forfædre. Hvordan det gik til, at en alliance mellem to vilde jordbær fra henholdsvis Chile og Virginia i USA fik børn med havejordbær-dimensioner og velsmag er en forunderlig historie, hvor en ægte spion er bagmand.
Historien, og jeg vender tilbage til den, kan læses i en netop udkommet bog med titlen ”Smagen af jordbær” skrevet af Maren Korsgaard, der er hortonom, økologisk rådgiver og forsker ved Københavns Universitet, og udgivet på forlaget Koustrup & Co.
I ”Smagen af jordbær” gives der masser af smagsprøver på jordbær fra flere universer. Der fortælles om bærrets plads i historien, jordbær i kunst og kultur, jordbær i have og køkken, jordbærrets sundhed som ernæring, dets skavanker, viften af sorter, historiske som nye, og flere finurlige sidehistorier med jordbær som hovedperson.
Jordbær er ikke bare en dejlig spise, det er også stor skønhed, der til alle tider har talt til følelserne. Kaj Munk skrev om skovjordbærret i sin erindringsbog ”Foråret så sagte kommer” følgende: “...det er vel skovens kys til barnet. Støjende, leende børn bliver stille, når de finder skovjordbær. De tamme jordbær er venlige og overdådige. Dem kan man frådse i med det samme ... Men skovjordbærret, det skal findes, og der skal kæles for det … for det er en perle, skovens røde perle.
Se, nu sidder de der, en levende kæde af kys…”. Jordbærbogen har eksempler på jordbær i malerkunsten og et særligt finurligt eksempel fra arkitekturen. I Barcelona har arkitekten Gaudi prydet den allerøverste top af et af tårnene på kirken La Sagrada Familia med en portion jordbær. Jordbær er himmelske!
Tænk engang, at jordbærret har så stor kraft, og så er dog 90 procent det rene vand. Men det er velsmagende vand med indhold af glucose og fructose-sukker, citronsyre, mange antioxidanter, en smule kostfibre, fedt og protein. Foruden duftstofferne. I det oprindelige chilejordbær er der fundet 99 forskellige duftstoffer. Ud over at indeholde meget vand er jordbær også vanddrivende, og det giver hurtigt gennemløb i systemet!
”Smagen af jordbær” indeholder mange fristende opskrifter og skønne fotos med jordbærretter, der får mundvandet til at løbe. Her er både noget til den søde tand og retter til det salte køkken. Her er traditionelle retter og mange nye måder at bruge jordbær på, som for eksempel rugsnacks, jordbær-stikkelsbær-salsa, bruchetta, jordbærpizza, grøn raspado med friske jordbær og jordbærboller.
Tilbage til spiongyseren om havejordbærrets tilblivelse, der udfolder sig først i 1700-tallet. Spionen er en fransk løjtnant. Han blev udsendt af den franske konge Ludvig den 14. til de spanske kolonier i Chile og Peru. Hans opgave var at udspionere/registrere forsvarsværker i de spanske kolonier. Han nøjedes dog ikke med at tegne forsvarsværker, han tegnede også planter og indsamlede nogle vilde jordbærplanter.
Da han i august 1714 kom tilbage til Frankrig efter et halvt års skibsrejse, havde han fem levende Chile-jordbærplanter, fragaria chiloënsis, med hjem i lasten! Planterne voksede fint i Frankrig, men de gav ikke nogen bær. Først da de omkring 1740’erne blev plantet i den botaniske have i Brest i Frankrig, kom der bær. Chilejordbærret var blevet bestøvet af skarlagenjordbær, fragaria virginiana, og det gav pote. Skarlagenjordbærret fra Virginia er sandsynligvis ankommet til Europa først i 1600-tallet. Herefter gik det stærkt med udviklingen af nye sorter, og den udvikling er fortsat lige siden.
Mine jordbærrækker i haven ser godt ud i år i modsætning til sidste år, som var en katastrofe med ringe høst. Jeg fandt ikke præcis ud af, hvorfor det blev så pauvert, kun at mange planter forblev små og ynkelige. I ”Smagen af jordbær” kan jeg finde flere mulige forklaringer, en af de mest sandsynlige er et angreb af jordbærdværgmider. De er så små, at det kræver en ekstra god lup (x20) for at se miderne.
Hvorom alting er, sætter vi nu pinde ved de allerbedste planter med de skønneste bær for så inden længe at tage udløbere fra netop dem. Det er planteforædling på græsrodsniveau. Jordbærsorternes særlige ømfindtligheder og krav til jord og pasning er et vægtigt emne i ”Smagen af jordbær”.
