Forklaringen på dette fænomen skal findes i den romerske kalender, som sluttede året med terminaliefesten, en slags nytårsfest, som blev fejret den 23. februar. Da kalenderen ikke fulgte solåret særlig godt jorden bruger cirka 365,2422 dage til et omløb om Solen, og et kalenderår på 365 dage vil derfor hurtigt forskydes i forhold til det astronomiske år var det nødvendigt en gang imellem at indskyde en skudmåned, og den blev lagt efter årsafslutningen, hvilket var naturligt, da februar var årets sidste måned, hvilket de latinske månedsnavne september (7), oktober (8), november (9) og december (10) minder os om.
Da Cæsar i år 44 før vor tid indførte sin julianske kalender, som følger solen langt bedre, måtte han indføre en skuddag hvert fjerde år. I denne kalender, som stort set er den, vi bruger i dag, havde februar 28 dage, men den ekstra dag blev af traditionelle grunde lagt efter den 23. februar, og derfor er den 24. skuddagen.
Der har været initiativer fra flere sider for at flytte skuddagen fra den 24. februar til den mere logiske 29. februar, men ingen af disse er endnu lykkedes.
At justeringen ikke var perfekt, ses af ændringen til den gregorianske kalender, der begyndte sidst i det sekstende århundrede, og som stadig holder. Ændringen var i hovedsagen blot, at der nu skulle springes bestemte skudår over.
Da skævheden imidlertid havde eksisteret længe, medførte justeringen, at der skulle springes 10 dage over for at blive opdateret til årstiden. Det gjorde Danmark i år 1700, hvor 18. februar blev efterfulgt af den 1. marts, ikke mindst på grund af astronomen Ole Rømers anbefaling.
Et skudår hvert fjerde år giver en gennemsnitlig årslængde på 365,25 dage, hvilket på 128 år giver en fejl på cirka en dag i forhold til solåret. Den gregorianske kalender udelader derfor tre skudår i en 400-års-periode, nemlig de år, der er delelige med 100, men ikke med 400. Således var år 1900 og 2100 ikke skudår, men år 2000 var. Dette giver en gennemsnitlig årslængde på 365,2425 dage.
Til skuddagen knytter sig en tradition om, at kvinder på den dag har ret til at fri til deres udkårne. Den udkårne kan ikke sige nej, medmindre han giver kvinden en gave, der traditionelt har været 12 par handsker, 12 par silkestrømper, en silkekjole eller lignende. Det fortælles, at dronning Margaret af Skotland, som døde i 1290, gav kvinderne denne ret i form af et dekret, hvorfra skikken siden bredte sig til andre dele af Europa.
I 1600-årenes England var kvindefrieriet tilsyneladende et privilegium, der varede hele skudåret igennem, for derefter i løbet af 1700-årene at blive begrænset til selve dagen. I Norditalien og Frankrig kendtes skikken også i en kort periode, men uddøde sidenhen.
I Danmark har kvindernes frieri på skuddagen næppe nogensinde været opfattet som andet end spøg og morskab. Det udelukker naturligvis ikke, at piger kan have brugt lejligheden til at fri til deres kæreste.
I Danmark er den traditionelle kompensationsgave normalt 12 par strømper eller 12 par handsker. Man kan dog også møde andre krav, for eksempel en silkekjole. Gavernes art giver kraftige fingerpeg om, at denne del af skikken ikke mindst skal findes i borgerlige miljøer. En landbokvinde havde begrænset brug for handsker og fine strømper.madsen@k.dk
kilder:
www. rundetaarn.dk