Journalist på avisen: Efter fem år med køkkenhave er vi blevet fintunede høstere

At høste er en kunst i sig selv. Man må ikke være alt for grådig, men heller ikke for påholdende, og så skal man huske at gemme lidt ekstra af det allerbedste til næste år

Barn på jagt efter en sidste kæmpeært, men han må nok gå forgæves. De er gemt i skuret til næste år.
Barn på jagt efter en sidste kæmpeært, men han må nok gå forgæves. De er gemt i skuret til næste år. Foto: Lise Kabell Søgaard.

”Alle gode gaver, de kommer ovenned,” lyder det i høstens bedste salme. Og ja, ”han lod det tø og regne og varme mildt i vår”, men han lod det sørme også varme og regne, varme og regne og varme lidt mere, lige tilpas gennem hele sommeren og vækstsæsonen. Og tak for det!

Mens bønderne omkring os høster raps, høster vi guld i mange former fra køkkenhaven, der som tidligere nævnt kører helt forrygende i år. Alle måltider bliver ”noget fra haven”. Man går ud med en tom kurv og kommer ind med bolsjebeder, frilandsagurker, en håndfuld lilla bønner og en dildkrone, alt muligt mærkeligt, der egentlig ikke egner sig til et forkromet måltid.

”Hvad ER det?,” siger min datter ved spisebordet med den attitude, der kendetegner en absolut skoleklar pige.

Og indrømmet, man ved det ikke altid. Noget fra haven, og det smager som regel godt.

Det er femte år, vi har køkkenhave nu, og vi er blevet mere og mere fintunede høstere. Tidligere har vi været så lykkelige over, at krydderurterne overhovedet kom op af jorden, at vi kastede os over dem med det samme. Men nu ved vi, at vi ikke skal ribbe dilden og persillen fuldstændig i forsommeren. Det giver mere robuste planter, hvis de får lov at gro lidt til. At man får flotte og buskede basilikumplanter ved at plukke topskud, og ikke lade sig friste til at tage de store blade længere nede på planten.

Vi ved så også, at gulerødderne er bedst lige nu, og at man derfor skal høste løs. At man skal prøve at høste sine squash, før de bliver på størrelse med en baby. Og vi ved, at vi skal huske at sikre næste års høst af Holgers Kæmpeærter, en gammel dansk ærtesort, der er uopdrivelig i butikkerne, og som jeg engang fik tiltusket mig en håndfuld af ved en frøbyttedag.

Ærterne smager sødt og saftigt, bliver aldrig melede, og ærtehegnet er det sted, børnene først flyver hen i køkkenhaven, så snart de er hjemme. Derfor var der også store og grådfyldte protester, da jeg i sidste uge erklærede totalt ærtestop for denne sæson.

Min søn nægtede at adlyde og blev ved med at snige sig ud til hegnet. Naturen er dog heldigvis så smart indrettet, at det netop er kæmpeærter, fordi de klatrer til en højde på over to meter, så de allerøverste er umulige at nå for børnehænder.

Forleden plukkede jeg så de få efterladte bælge, der hang og dinglede øverst oppe, og datteren og jeg syede dem sammen i en krans og hængte dem til tørre på et søm i skuret.

Den næste dag, jeg kom hjem fra arbejde, var ærtehegnet i køkkenhaven til min forbavselse dækket af et grønt fuglenet i plastik. Nogen på matriklen var gået i panik ved synet af det, der kunne ligne ondsindet angreb fra oven – på den allermest dyrebare afgrøde! Datteren kunne så triumferende fortælle, at det bare var os, forrådsfuglene, der havde været på spil.

”Alle gode gaver, de kommer ovenned”, kæmpeærter for eksempel. Og stjerneskud, for med høsten kommer også meteorregnen Perseiderne, der dribler henover den nordlige halvkugle her i begyndelsen af august. Fuld af ønsker om flere gode tider. Herlighed, ovenned.