Kærlighed til vilde tulipaner

Havernes spraglede tulipaner i maj er udviklet fra vilde tulipaner fra mere eksotiske lande. En af de vilde arter breder sig i den danske natur og er værd at lægge mærke til

Øverst ses vilde tulipaner, der ser mod solen. Til venstre er det knopper af vilde tulipaner, der taler til hinanden – og til fantasien. Til højre en grøftekant med vilde tulipaner, hvis gule farve har samme nuance som mælkebøtteblomster, og derfor kan man komme til at overse de store blomsterflokke.
Øverst ses vilde tulipaner, der ser mod solen. Til venstre er det knopper af vilde tulipaner, der taler til hinanden – og til fantasien. Til højre en grøftekant med vilde tulipaner, hvis gule farve har samme nuance som mælkebøtteblomster, og derfor kan man komme til at overse de store blomsterflokke. Foto: Michael Stoltze.

Tulipaner tiltaler alle, og kærligheden til tulipaner kan blive en besættelse.

Da de første tulipaner fra det osmanniske rige kom til Holland i det 16. århundrede, lykkedes det at udvikle nogle eventyrlige, spraglede sorter, som verden aldrig før havde set. De blev på få år statussymboler blandt rige og adelige, og midt i 1630’erne oplevede det hollandske marked det, der siden er gået over i historien som tulipmania.

Tulipanløg blev forhandlet til absurde priser, og fyrster betalte i nogle tilfælde, hvad der svarede til omkring 10 gange en arbejders årsløn for et enkelt, eftertragtet løg. I 1637 brød markedet sammen, efter at få var blevet hovedrige, og mange havde mister formuer, og tulipmania kaldes af økonomer for verdens første eksempel på en økonomiske boble, der voksede eksplosivt og bristede.

Der findes over 100 vilde arter af tulipaner, men ingen er oprindelige i den danske natur. I min barndom var der dog et sted i en grøft nær Allinge, hvor min mor andægtigt viste mig en plet med vilde tulipaner. De stod eventyrligt med deres svulmende Monty Python-surrealistiske blomsterknopper, der siden åbnede sig som gule sole i græsset. Og jeg fik at vide, at de var bragt hertil fra Sydeuropa, hvor de hører naturligt hjemme.

Nu, 50 år senere, har de vilde tulipaner spredt sig overalt på Bornholm, hvor de er almindelige og nogle steder farver grøfterne gule fra sidst i april til midt i maj.

Rent botanisk er der tale om arten Tulipa sylvestris, som bærer det folkelige navn vild tulipan, selv om botanikere kalder den skovtulipan, der er en direkte oversættelse af det latinske navn. Det er lidt misvisende, for de vilde tulipaner gror på åbne, solrige steder, og ikke i skovens dybe skygge. De træffes dog tit i skovbryn og langs skovveje, hvor der er mere sol.

Som alle tulipaner danner de løg, men de vilde tulipaner sætter også frø og et væld af underjordiske sideskud, så de kan brede sig hurtigt. Dertil kommer, at de er ret ligeglade med sprøjtegifte og gødning og klarer sig fint på lerjord op til selv de mest intensivt dyrkede marker.

De vilde tulipaner åbner sig kun i varme og fuld sol. Så folder de sig til gengæld ud på vid gab som hobe af store stjerner i alt det grønne. Deres gule farve har tilfældigvis fuldstændig samme nuance som mælkebøtteblomster, så de fleste overser de store flokke af vilde tulipaner i grøfterne.

De findes på lerjord i det meste af Danmark, men er særlig talrige i Sønderjylland og på Bornholm. Og har man først lært dem at kende, blive man hvert forår ramt af tulipanmani. Fuldt udsprungne bringer de vilde, lysende tulipaner nemlig så megen glæde, at en af mine venner opfordrede mig til at hylde dem med en sang, og den kan man læse her ved siden af.

Naturen, det billige skidt, viser sig igen at være mere værd end det pure guld.