Prøv avisen
Lørdagsmad

Kagen, Shakespeare aldrig fik smagt

Dramatisk velsmagende chokolademoussekage med rabarbermousse til verdensmarkeringen af 400-året for Shakespeares død

Måske har Shakespeare aldrig smagt chokolade. Chokoladen kom først til Europa i 1600-tallet. Og måske har han heller aldrig smagt rabarber. Planten er ikke kendt i Danmark før omkring 1835. Alligevel vil jeg tilberede en chokolademoussekage med rabarbermousse til den engelske dramatiker.

En sommer for mange år siden fandt jeg på et loppemarked Shakespeares samlede skuespil i Edv. Lembckes oversættelse. Som gymnasieelev havde jeg døjet med hans komplicerede engelske sprog. Men Lembckes danske oversættelse åbenbarede en fantastisk, vild, rig, poetisk verden for mig. Der er skrevet mange bøger om store forfatteres forhold til mad. Den franske forfatter Marcel Proust var en gourmet og havde en instinktiv sans for det gode og ægte i køkkenet. I bogen ”Til bords med Proust” beskrives hans fornemmelse for mad.

Det kulinariske hos Homer er belyst i udgivelsen ”Til bords med de homeriske helte”. Den irske forfatter James Joyces værk, ”Ulysses”, er spækket med madbeskrivelser. Der er udgivet kogebøger, der med udgangspunkt i ”Ulysses” udfolder det irske køkken i al pragt. Men Shakespeare var også glad for mad. Over 2000 gange er der i hans samlede værker henvisninger til det kulinariske. Og det er ikke udelukkende den mad, som heksen i ”Macbeth” tilbereder: ”Mørbrad af en mosesnog, i vor kedel bras og kog! Øgleøje, firbenslår, hundetunge, flagermushår, hugormstand og tudsefod, uglevinge, snogebråd blandes i vor heksegryde, så skal helvedsuppen syde.”

De mange madhenvisninger hos Shakespeare giver et godt indblik i det engelske køkken i 1600-tallet. Generelt burde vi være mere opmærksomme på, hvad der fortælles om mad i digte, skuespil og romaner. Det kan give inspiration til nye retter.

Men også nuancere vort forhold til køkkenet, så vi forstår, at mad er mere end mad. Det er for eksempel erindring. Proust skriver: ”Når der intet er tilbage af en svunden tid, lever lugten og smagen videre i lang tid endnu, ligesom sjæle og bærer erindringens umådelige bygningsværk på deres næsten uhåndgribelige lille vanddråbe.”