Kalkgruber af katedralske dimensioner

Der er en helt særlig stemning i Mønsteds kalkgruber, hvor der i de største hulrum er op mod 12 meter til loftet

Af de 60 kilometer lange minegange i Mønsted Kalkgruber er kun knap tre kilometer åbne for besøgende. To kilometer er lyst op.
Af de 60 kilometer lange minegange i Mønsted Kalkgruber er kun knap tre kilometer åbne for besøgende. To kilometer er lyst op. Foto: Torben Christensen.

De fleste besøgende bliver både forbløffede og benovede, når de første gang vover sig ned i de enorme kalkgruber ved Mønsted i Vestjylland. Fra overfladen er det nemlig så godt som umuligt at forestille sig det gigantiske netværk af minegange, der strækker sig over små 60 kilometer mere end 40 meter under jorden.

I de største af hulrummene er der 10, 11, 12 meter til loftet, og den underjordiske stilhed forstyrres kun af en sagte rislen fra små bække og tunge regndråber, der stille, men stødt, falder gennem luften og fylder små underjordiske søer med vand. Dryp efter dryp.

”Der er en helt særlig stemning. Det er stille og overvældende på samme tid, og synet af de enorme hvælvinger kan godt tage luften helt fra folk. Det føles på mange måder som at stå i en underjordisk katedral, og det kommer altid lidt bag på folk,” siger naturvejleder ved Mønsted Kalkminer Arne Friis Hansen.

Af de 60 kilometer lange minegange er kun knap tre kilometer åbne for besøgende. To kilometer er lyst op, så her kan man i ro og mag udforske minegangene, hvis udformning blev påbegyndt i middelalderen. Her vises en underjordisk biograffilm og billeder af grubernes tilblivelse og historie. Er man mere eventyrlysten, kan man vove sig ud på den omkring en kilometer lange endnu mørklagte minegang. Her anbefales det dog på det kraftigste, at man tager en lommelygte med. For mørket er sort og tæt.

”Netop af den grund er det kun en begrænset del af de 60 kilometer, der er åbne for besøgende og turister. Gangene er lange og sorte som natten. Man vil nemt kunne fare vild,” siger Arne Friis Hansen.