Endelig kom foråret med lune soldage, hvor de første blomster springer ud, og de første bier flyver til dem. I haverne blomster lungeurt, erantis, krokus og skilla. I mark og grøft blomstrer rød tvetand og følfod. I skoven vorterod, anemone, milturt, lærkespore og pil. Og de får især besøg af af tamme honningbier og vilde humlebier med høj pelset pandanuttetheds-faktor.
Især bier er meget populære og er avlet til sjældent at stikke og til at levere honning, bivoks og propolis, der ofte tilskrives helende egenskaber.
Alligevel vælger Nationalpark Mols Bjerge ikke at stille sit logo til rådighed for biavlere tæt på værdifulde blomster- og insektrige overdrevs- og hedearealer – af hensyn til truede vilde bier.
For også i biernes og blomsternes verden er der en slange i Paradis. Honningbierne og biavlerne er under pres i landbrugslandet. Bierne har sværere ved at finde blomster nok i de store, ens og ukrudtsrene marker med få afgrøder, blomster og naturarealer. Og så kommer sårbarhed over for sprøjtemidler oveni. Kun i få uger, når rapsen blomstrer, eller på de få landbrug med kløvermarker er der bi-mad. Biavlerne tager sig godt af deres bier og flytter dem oftere hen til blomsterrige naturarealer og væk fra sprøjtemidler. Det er man så kede af i landbrug, gartneri og frugtavl, hvor mange afgrøder kræver insektbestøvning, og de vilde bier er helt væk.
Men mange honningbier på naturarealerne vil ofte være skidt for biodiversiteten. Honningbien er kun én art, som fandtes naturligt, men fåtalligt i vores urskove. I dag er den et meget talrigt husdyr, hvor et stade kan rumme 50-60.000 bier, og ofte findes 3-10 stader samme sted. Der findes over 250 danske arter af vilde bier, herunder humlebier. Mange er gået stærkt tilbage, mange er truede. Af 29 danske humlebier er der røde blinklys ved de 14.
Nationalpark Mols Bjerge rummer netop store og meget fine lysåbne blomsterrige naturtyper, overdrev og hede, hvor mange sjældne blomsterafhængige insekter har overlevet. Det er sommerfugle som blåfugle, ildfugle, pletvinger og køllesværmere. Det er humlebier, jordbier og gravehvepse. Det er svirrefluer, båndfluer og galmyg. I nationalparken slås vi i forvejen med at trimme naturplejegræsningen – tilstrækkelig græsning til at holde arealerne lysåbne blomsterrige, men ikke mere græsning, end at mange blomster ikke bliver spist. Blomsterne skal jo både levere pollen og nektar til insekterne og udvikle frø, der kan opformere de mange sjældne planter.
Honningbier er dejlige dyr, biavl er spændende og sjovt. Men honningbier kan i beskyttede naturområder være en uheldig og stor konkurrent til de mange vilde bier. Derfor vil nationalparken hellere se flere og blomsterrigere naturområder ude i det dyrkede land end flere honningbier inde i naturområderne.
Jens Reddersen er biolog i Nationalpark Mols Bjerge.