Brevkasse: ”Kan jeg tillade mig at være glad for coronakrisen?”

En kvinde nyder hjemmearbejde og mindre social kontakt. Men er det forkert at være glad for det, lyder hendes spørgsmål til coronabrevkassen. Der er ingen grund til at skamme sig, lyder et svar fra en præst

En kvinde nyder livet undet corona, der giver mere tid hjemme, mere fleksibilitet og færre sociale arrangementer. Men man kan ikke være glad for corona-pandemien, der har ramt så mange, mener læge. Til gengæld kan man nyde muligheden for at leve på en anden måde og måske lære af det til tiden efter corona, lyder det i coronabrevkassen –Modelfoto: Erik Reis/IRIS/Ritzau Scanpix.
En kvinde nyder livet undet corona, der giver mere tid hjemme, mere fleksibilitet og færre sociale arrangementer. Men man kan ikke være glad for corona-pandemien, der har ramt så mange, mener læge. Til gengæld kan man nyde muligheden for at leve på en anden måde og måske lære af det til tiden efter corona, lyder det i coronabrevkassen –Modelfoto: Erik Reis/IRIS/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Kan jeg tillade mig at være glad for corona-krisen? Muligheden for mere hjemmearbejde gør mit familieliv meget mere overskueligt og får min hverdag til at hænge meget bedre sammen. Jeg kender ingen, der er blevet alvorligt syge, og jeg er et indadvendt menneske, som ikke har behov for sociale aktiviteter hele tiden. Det føles forkert at være glad, når nu folk i hele verden er syge og dør og længes efter en vaccine. Men jeg har ikke været så glad længe. Er det forkert?

Camilla Carlsen Bechsgaard:

Det er jo ikke corona-krisen du er glad for, men derimod muligheden for at opdage, hvilke værdier der egentlig er vigtige i dit liv. I min praksis har jeg i de sidste måneder mødt mange som dig: Mennesker, der reagerer med stress over at skulle tilbage i ”hamsterhjulet” efter nogle måneders ro i en lille boble derhjemme. Det føles smertefuldt at slippe den nære kontakt med partner og børn, fordi man har mærket, hvor rart det er at have tid, både til sig selv og hinanden. Prøv at tale med din partner om, hvordan I kan træffe livsvalg, der bevarer noget af det, der gør dig glad: færre arbejdstimer og aftaler i weekenderne, luft i kalenderen og energi til at skabe nærvær med hinanden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Torben Mogensen:

Man kan ikke være glad for corona-pandemien, dertil har omkostningerne været for store, både menneskeligt og økonomisk. Men man kan godt være glad over, at pandemien har åbnet op for nye muligheder at arbejde på. Der er ingen tvivl om at både medarbejdere og ledere har fået øjne op for de muligheder, hjemmearbejde og tele-møder giver. Der er heller ikke tvivl om, at mange er glade for at arbejde hjemme og kan være mere effektive.

Omvendt er der andre, der er meget kede af hjemmearbejde, og som savner kollegerne.

Det er naturligt, at du er blevet mere glad, og formentlig mindre stresset, når du beskriver dig som den indadvendte type. Vi må alle krydse fingre for, at de nye måder at arbejde på fortsætter efter corona.

Rasmus Nøjgaard:

Flere end du aner, har det på samme måde. Der er ingen grund til at skamme sig over din situation. Grib chancen og nyd det, og overvej så, om du ikke efter coronaen kan tilrettelægge din hverdag og dit arbejdsliv, så det passer dig bedre. Måske vil krisen lære os alle, at vi kan strukturere vores arbejdsliv og hverdag mere balanceret end før.

Forbavsende mange fortæller mig, at de ligesom dig nyder at arbejde hjemmefra, og forældre fortæller med glæde om, at de har fået et helt andet indblik i deres børns hverdag. De er kommet i øjenhøjde og er taknemmelige for denne tvungne pause.

Jeg håber, vi kan bruge nogle af erfaringerne fra denne tid til at anerkende en større diversitet i vores arbejdsmønstre. Hvor nogle stresser af at være hjemme med familien, så er det værdifuldt for andre, og begge dele burde vi kunne lære at indrette vores samfund efter.

I øvrigt skal du lægge skyldfølelsen over andres lidelse væk. Den, der er syg, får det ikke bedre af, at du skammer dig, men ønsker nok snarere, at du glæder dig over livet, mens du kan. I stedet kan du ringe til én, der ikke har det så let, eller gå ud og gå en tur med en anden, der i denne tid føler sig ensom.