Sprogklummen: Kan tiøren blive ved med at falde?

Charmen ved faste vendinger er, at de ofte rummer et stykke erindring om et stykke fortid. Tiøren falder altså stadig, ligesom andre udgåede mønter florerer i sproget

Vendingen ”at tiøren falder” går tilbage til 1930’erne og 1940’erne og henviser såmænd oprindeligt til den tiøre, der skulle puttes i sprækken i telefonboksene.
Vendingen ”at tiøren falder” går tilbage til 1930’erne og 1940’erne og henviser såmænd oprindeligt til den tiøre, der skulle puttes i sprækken i telefonboksene. Foto: Ritzau Scanpix.

Tiøren falder stadig. Jeg tænker ikke på inflation eller anden forringelse af pengenes værdi, men på den vending i sproget, der stadig lader mønten falde. ”Når tiøren falder” betyder, at noget endeligt går op for en person, noget hun eller han har tænkt længe over.

Der er en række parallelle udtryk, som at noget dæmrer for ham, der går et lys op for hende, endelig fatter hun det, der går en prås op for ham. Det kan også simpelthen endelig være feset eller sivet ind hos en fatsvag. I hvert fald er tiøren faldet.

Inga Bruun Hjøllund fra Risskov har i en mail med flere gode indspark, og tak for dem, spekuleret lidt over, om den tiøre kan blive ved med at falde? For mønten er længst afskaffet, og så er det vel lidt tosset stadig at lade den falde? Men det gør den. Sådan er det med faste vendinger i sproget. Det er charmen ved dem, at de ofte rummer et stykke erindring om et stykke fortid. Der er jo ingen yngre mennesker, der aner, hvad en skæppe er, alligevel sætter de ikke deres lys under en. Der er heller ikke mange, der ved, hvad det er for en tråd, man slår på, når man ringer op på telefonen. Det er nok begrænset, hvor mange tråde der er at slå på i en mobil, selvom der bliver trukket mange tråde ind i eller ud af de lange samtaler, der pludres på mobilos.

Når det gælder den tråd, man siger, man slår på, når man ringer op, og kalder det at slå på tråden, så er der faktisk en reference i vendingen helt tilbage til dengang, kommunikationen foregik gennem telegraf. Den må vi have med her i 200-året for Ørsteds beskrivelse af elektromagnetismen.

Men tiøren? Hvor faldt den? Jo, vendingen går tilbage til 1930’erne og 1940’erne og henviser såmænd oprindeligt til den tiøre, der skulle puttes i sprækken i telefonboksene. Når telefondamen, ja, sådan en fandtes engang, havde fanget opkaldet, så faldt tiøren ned i automaten med et tydeligt klik, så når hun var ”med”, så faldt altså tiøren. Tiøren er faldet lige siden – helt uafhængigt af, at telefonautomater og i den grad også menneskebetjente centraler af den slags længst er forsvundne relikvier, og uafhængigt af, at den lille mønt, tiøren, blev afskaffet ved møntreformen i 1989 sammen med lillesøster femøre. Så var det slut med ikke at eje så meget som en flad femøre. Nu kan man højst ikke have en flad femmer på lommen. Og det har man næppe heller, men så har man da måske et fladt Visakort uden en klink.

I 1920’erne kunne man være så glad og køn som en nyslået tiøre. Det kunne passende erstattes af en smilende Euro, det synes jeg den europæiske tanke kunne trænge til. Femøren er her skam også stadig, sådan rent sprogligt, i hvert fald har jeg nylig hørt vendingen, at man måtte vende hver en femøre, hvis man var mindre bemidlet. Det er også stadig en mulig umulighed at vende på en femøre med en bil. Og jo, man kan stadig grine over hele femøren, heldigvis. Tiøren er faldet, men endnu ikke faldet ud af den faste vending.