Det skrev Kristeligt Dagblad for 50 år siden, da Kronprins Frederik blev født

I morgen fylder kronprins Frederik 50 år. Et halvt århundrede med blandt andet en frømandskarriere og en stor løbeglæde. Men hvad skete der egentlig, da han blev født?

Det skrev Kristeligt Dagblad for 50 år siden, da Kronprins Frederik blev født

”Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Margrethe er i dag søndag den 26. maj 1968 klokken 23.50 nedkommet med en velskabt dreng (4,1 kilo). Moder og barn har det godt.”

Sådan lød beskeden fra den kongelige fødselslæge, da kronprins Frederik blev født i 1968. Det er i morgen 50 år siden, og som man kan læse i Kristeligt Dagblads arkiv, var fejringen af kronprinsens fødsel noget helt særligt.

Dagen efter fødslen lød der på slaget 12.00 en kanonsalut på 21 skud fra Holmen i København. Avisen fandt det værd at nævne, at salutten kunne høres ikke kun i hovedstaden, men også i resten af landet, takket være Danmarks Radios transmission fra rådhuset i København.

I Fredericia havde Høgh Guldbergsgades Kaserne lånt en salutkanon specielt til lejligheden, så de også kunne byde den nye prins velkommen med deres egne 21 kanonskud. Der lød også skud fra Aarhus Havn og Kronborg Slot, og det var første gang i mange år, der havde fundet en lignende fejring sted. Som journalisten i Kristeligt Dagblad noterede sig:

”Den nye arving til Danmarks trone fik den hilsen, der hører sig til ved sådan en lejlighed. En ganske anderledes festlig modtagelse end den, der i sin tid blev prinsesse Margrethe til del. Hendes fødsel fandt jo sted i den tyske besættelses første mørke uger, og da var det ikke opportunt med salut.”

Kronprinsen blev født ved kejsersnit på Rigshospitalet, selvom fødslen var planlagt at skulle finde sted på Amalienborg Slot, hvor der nogle uger forinden var blevet indrettet en fødeklinik til formålet. Fødslen trak ud, og tronfølgeren, prinsesse Margrethe blev 23.20 overført til Rigshospitalets fødeafdeling, hvor hun fødte en halv time senere.

Kronprinsens far, prins Henrik, tilbragte det meste af natten efter fødslen på Rigshospitalet med familien, men ikke før han havde fejret sin søn ifølge en artikel fra tirsdag den 28. maj 1968:

”Prins Henrik aflagde i øvrigt kort besøg hos Livgardens vagthold på Amalienborg umiddelbart efter fødslen og skålede i champagne med vagtholdet og med palæets funktionærer.” Herefter tog han til Rigshospitalet for at være i nærheden af ”den lykkelige tronfølger og den førstefødte”.

Mange tusinde mennesker stod på Amalienborg Slotsplads hele søndag og mandag for at fejre det nye medlem af kongefamilien. Efter fødslen strømmede det ind med gaver til den nyfødte fra både private, organisationer og institutioner. Gaverne vekslede bredt mellem store, kostbare ting til hjemmestrikket babytøj, og der var så mange, at det simpelthen blev nødvendigt at udvælge noget til den nye prins, og give resten til andre småbørn på forskellige institutioner og hospitaler. En enkelt velmenende gave blev dog afvist i døren, kunne man læse i Kristeligt Dagblad:

”En dame, som mødte op med en henrivende hvalp af karelsk bjørnehund, måtte dog afvises, fordi man i palæet ikke mener for øjeblikket også at kunne tage sig af en hundehvalps pleje og opdragelse.”