Kanel, kardemomme, stjerneanis, nelliker. Det smager alt sammen lidt af jul.
Men når vi hælder blandt andet birkes, chili, ingefær, fennikelfrø og ikke mindst revet kokosnød ned i panden, så forsvinder også duften af jul. I stedet bliver vi transporteret på en overordentlig smagfuld rejse til Tamil Nadu, den sydligste delstat i Indien.
På daglig dansk vil vi nok bare kalde det kylling i karry. Men retten hedder Chettinad-kylling og er inspireret af kokken Hari Ghotra. Når navnet og oprindelsen er vigtig, så er det, fordi vi i Vesten alt for ofte blot taler om karryretter uden helt at forstå den kulturelle baggrund.
De regionale retter bliver skåret over en kam, hvilket madbloggeren Chaheti Bansal fra Californien kritiserede tidligere på efteråret. Og hun har jo nok en pointe. For selv i lille Danmark er der geografisk forskel på, hvordan man tilbereder grønkål til juledagene. I Indien ændrer opskrifterne på karryretter sig for cirka hver 100 kilometer – og så skal vi også huske, at der er regionale karryretter i Pakistan, Bangladesh, Thailand, Laos, Myanmar og Vietnam, for blot at nævne nogle lande i det sydøstlige Asien.
Her i London er det ganske naturligt at sige, at man mødes for at spise ”a curry” – en karryret. Og så tænker man ikke videre over, hvor den har sin oprindelse. Sydøstasiatiske restauranter bliver i flæng blot omtalt som ”curry houses” – karryhuse.
Supermarkederne gør også deres, for vil man have en karryret, så findes den ønskede smag jo på glas eller dåse, hvorfor der kun skal svitses lidt løg og andet godt, før karryblandingen hældes i.
Men i dagens lørdagsmad søger vi tilbage til rødderne og tilbereder karryretten fra bunden med omkring 20 ingredienser. Langt størstedelen er til at få i et anstændigt dansk supermarked. Og det er muligt at improvisere. Det eneste, jeg kan love, er, at der vil hænge en dyb aromatisk duft i køkkenet.
Og det vil være passende at advare om, at man skal være forsigtig med, hvilken type tørret chili der kommer i indkøbskurven. Min var mere end stærk.