En over to meter høj forgyldt kardinal er det første, der møder de besøgende på en udstilling i London.
Kardinalen er fra 1983, og er et af de senere værker af den italienske skulptør Giacomo Manzù, der levede fra 1908 til 1991.
Den store skulptur er i træ, men ellers var bronze et af de foretrukne materialer for den selvlærte kunstner, der hurtigt forlod håndværksfaget som træskærer og stukkatør for at blive kunstner.
Kardinalerne var et af hans tidligste motiver. Der er ikke tale om en bestemt kardinal, men det fysiske udtryk hos en kardinal med den traditionelle klædedragt, som fuldendt med bispehuen ender som en kegleformet figur. Det er blevet til talrige figurer, siden de første blev skabt i 1930’erne på bestilling af kirken ved det katolske universitet i Milano.
Den overdimensionerede forgyldte kardinal i træ har selskab af mindre og tidligere udgaver i bronze på udstillingen på museet Estorick Collection i London. Museet er specialiseret i moderne italiensk kunst fra det sidste århundrede.
Den ene halvdel af udstillingen er viet til det religiøse element i Giacomo Manzùs arbejder, mens den anden fokuserer på hans portrætter, hvor der er mere liv og nærvær i ansigterne end hos de mere anonyme kardinaler.
Giacomo Manzù voksede op i den norditalienske by Bergamo, hvor faderen ud over jobbet som skomager også var kordegn ved kirken Sant’ Alessandro.
Hans fascination af kardinalerne blev grundlagt, da han som 26-årig var på besøg i Rom, hvor han under et besøg i Peterskirken så paven omgivet af sine kardinaler.
”Stive og bevægelsesløse, men stadig levende med en undertrykt åndelighed, imponerede de mig. Trangen til at skabe min egen version af den uudsigelige virkelighed gennem skulptur var uimodståelig,” har han senere fortalt. Hvor kardinalerne er et udtryk for beundring, så var han også kritisk over for kirken – og ikke mindst kirkens samarbejdede med Mussolinis fascister.
Han var således stærkt påvirket af, hvordan han en forårsaften i 1939 mødte den brutale virkelighed i form af en ung død og halvnøgen partisan, der var hængt op ved fødderne. Et billede, som forfulgte ham resten af livet. På udstillingen i London er der to tegninger inspireret heraf, hvor en Maria Magdalene-figur sørger over liget.
Han skabte også nogle flade bronzerelieffer – såkaldte basrelieffer – under titlen ”Kristus i vor menneskelighed”. Da de første gang blev vist i 1942, fordømte både kirken og staten dem.
På det tidspunkt var han allerede i en alder af 32 år udnævnt som professor ved Milanos Brera-kunstakademi, og motiverne fik ikke konsekvenser for ham.
Hans kritik af kirken fortsatte også efter Anden Verdenskrig, hvor han producerede en række korsfæstelsesscener på basrelieffer. På udstillingen er ”Korsfæstelse med general og kardinal”.
Her hænger den nøgne Kristusfigur på korset, mens en storvommet general med pikkelhue diskuterer med en passiv kardinal.
Dengang afviste den katolske kirke hans værker med, at de viste nøgenhed, og at det var politiske budskaber, der kom fra en mand, der var kendt for sine kommunistiske sympatier. Han blev tilmed officielt boykottet af pavestolen. Men hans popularitet var så stor, at Vatikanet ikke kunne forbigå ham. Den pavelige kommisen for hellig kunst gav ham tilmed opgaven med en af de monumentale bronzedøre i St. Peterskirken – den såkaldte ”Dødens dør”. Det var en af tre store kirkedøre i bronze, som han skabte i 1950’erne og 1960’erne, hvor han var en af de fremmeste skabere af religiøse skulpturer.