Kejserkronernes grokraft i skovhaven

Kejserkronernes grokraft i skovhaven

Kejserkronerne vælter op af jorden her i Skovhaven i det nordjyske ved Jammerbugten. Og jeg skal love for, at Jammerbugten har levet op til sit navn her i haven i februar og marts måned. Sne, kulde, storm, men til trods er der nu sket meget de sidste to uger. Særligt kejserkronen (Fritillaria imperialis) har i den grad bredt sig i to af de store bede i den store skovhave.

Vi købte løgene for tre år siden, 50 kæmpeløg i Planteskolen Bakken, der har til huse lidt nord for Aggersundbroen. Det køb har været en sand glæde. Nu er det tredje år, de skyder op og hvilken grokraft! Der er ikke én af planterne, der ikke har fået to til tre sideløg, ja, enkelte af løgene har helt op til fem-seks kraftige sideskud. Lige nu – i midten af april – er løgstænglerne 40-50 centimeter, men vokser jo helt op til en meter med de vidunderlige hængende blomsterklokker i den orangerøde farve med de indvendige blomster.

Det er over 300 år siden, kejserkronen blev indført til Europa. Kom egentlig fra Asien, Himalaya, Iran, Afghanistan. Og planten passer godt i en skovhave som vores. I maj måned vil den stå i fuldt flor. Og med en skrækkelig duft af rævelort, der efter sigende skulle holde mosegrise væk fra haven. Dem har vi nu heller ikke i forvejen, men derimod masser af muldvarpe. De tager sig ikke af kejserkronernes markante lugt.

Vi har haft glæde af kejserkronerne i de to bede, men det er vigtigt, når de en meter høje planter visner ned i løbet af juni måned, at man passer på løgene, da alt over jorden visner væk. Da placerer vi en meterhøj bambus-kæp ved hvert enkelt løg, så vi ikke af vandvare kommer til at ødelægge løgene, når havejorden skal renses for ukrudt, eller der skal kultiveres.

I år har vi besluttet at dele løgene, når nedvisningen har fundet sted og så grave de nye løg ned i oktober-november måned – med nye bambuskæppe. Vi glæder os allerede til det og vil så forhåbentlig i 2019 komme op over 100 kejserkroner i Skovhaven.