Prøv avisen

Kimsenakke eller kimsehoved

Man skal ikke kimse ad sprogets forunderlige veje og vildveje

De fleste kender ordet kimse. Det er et gammelt verbum, som i dag kun bruges og findes i den faste vending ikke kimse ad noget. Det skrives eller siges ofte som kimse af, men det er forkert. Det er kimse ad.

Kimse betyder i den her sammenhæng at lade hånt om eller at ringeagte nogen eller noget. Vendingen ikke kimse ad betyder således, at man ikke bør undlade at værdsætte noget eller respektere en anden person. Ikke kimse ad en gave betyder, at man ikke skal negligere den, men værdsætte den. Ordet har rod i oldnordisk, middelalderligt dansk og norsk, hvor det kunne hedde kima. Dette ord betød at bevæge sig frem og tilbage, dreje sig, vende sig. Det fandtes – og findes stadig på nynorsk – som keima, der betyder at holde hovedet skævt som tegn på afvisende holdning. Det fandtes og findes også på norsk samt på danske dialekter som gimse, der betyder at bevæge hovedet op og ned. Heste kan for eksempel gimse for at blive fri for fluer. Jeg tror enhver, der har været i nærheden af en hest en sommerdag, har set den gimse.

Det er imidlertid ikke forbeholdt heste at gimse eller kimse, der jo er det samme ord, der er blot sket en glidning fra konsonanten k til g. Kvinder kan ifølge historikere, folkemindesamlere og gamle talemåder også kimse. Så betyder det som allerede antydet at holde hovedet skævt på en særlig koket måde. Eller det kan betyde gøre et kast med hovedet eller slå med nakken. Uha, nu er det her ikke kønspolitisk neutralt mere, men det skal man ikke kimse ad, tænker jeg.

Grundtvig skriver et sted i sin oversættelse af Saxo følgende om kvinder: ”Sure i Gaarden, og søde i Borgen, / Kimse i Dag de, og kysse i Morgen”. I en ældre tekst, en optegnelse fra midten af 1700-tallet, hedder det ligeledes om kvinder: ”Men Dotteren kimsede, saae noget suur, / Som fleeres Døttre pleye.” Det ser ud til at det der med at slå med nakken, altså kimse, især blev tillagt kvindekønnet. Ikke mine ord igen!

Nu skal man ikke kimse ad sprogets forunderlige veje og vildveje! Det var en læser, der blot underskrev sig T. Jørgensen, som spurgte om betydningen af ordet kimse og dermed vendingen kimse ad.

I min søgen efter rødderne til den skønne vending stødte jeg på et begreb, mine læsere ikke må snydes for. Det er for det første et kimsehoved, der nævnes af filologen, historikeren og forfatteren Feilberg som et jysk udtryk for kvinder, der er kendt for at slå med nakken i forsøg på at vise, hvor ærbare og fornemme de er. I en anden, lidt ældre optegnelse, findes en kimsenakke, der formentlig også er opfundet af en mand som en lidet venlig ment betegnelse for visse kvinder. Kimsesnakken bliver endda i en jysk dialektudgave til en kimsenakke.

Man skal ikke kimse ad alle de gamle ord, vendinger og udtryk. De kunne tilføre det moderne sprog mange variationer og muligheder.