Klassiske danske oste stammer fra udlandet

Danmarks ostebord bugner af delikatesser med navne, der er lette at huske. Det er alt andet end en tilfældighed, selvom mange af ostene stammer fra udlandet

Danbo, maribo, fynbo, thybo, elbo, molbo...
Danbo, maribo, fynbo, thybo, elbo, molbo... . Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix.

Det er weekend, og morgenbordet er dækket til dagens første måltid. Valget står mellem rugbrød og rundstykker, og osten er en dansk klassiker, nemlig havarti.

Den milde og cremede ost er en fast del af mange danskeres hverdag. Faktisk er ostens ophav dog slet ikke dansk, og det gælder for en række oste med danskklingende navne.

”De danske ostetyper, vi i dag kan finde i køledisken, er i mange henseender kopier af udenlandske oste. De danske navne blev introduceret i 1952 i forbindelse med en handelsaftale med en god håndfuld andre europæiske lande,” fortæller Kasper Ostrowski, ph.d. og akademisk medarbejder på institut for kommunikation og kultur under Aarhus Universitet.

Indtil 1952 havde udenlandske oste fået hæftet ”dansk” på sig, når de blev fremstillet og solgt i Danmark. Derfor kunne man købe for eksempel ”Dansk Gouda” og ”Dansk Roquefort” hos den lokale købmand.

Handelsaftalen mellem de i alt otte lande slog fast, at navnene på ostene kun måtte benyttes dér, hvor de stammede fra. Et osteeksportudvalg gav sig derfor til at omdøbe ostene. ”Dansk Schweizerost” blev til således til ostetypen samsø. ”Dansk Goudaost” blev til maribo. ”Dansk ost af Roquefort-type” blev til danablu, og ”Dansk Tilsiterost” blev til havarti. Tilsit er det tidligere navn på byen Sovetsk, som ligger i den russiske provins Kaliningrad mellem Polen og Litauen.

Strategien i udvalget var at give ostene en dansk identitet ved at knytte dem til danske lokaliteter. På den måde fik man en familie af navne, der hang godt sammen, og for eksempel endte mange navne på ”bo”: danbo, maribo, fynbo, thybo, elbo, molbo.

Historien var til gengæld ikke vigtig for osteeksportudvalget. Det handlede om at finde danskklingende navne, der var lette at genkende ude på eksportmarkederne.

”Havarti er et godt eksempel. Havarti kommer af avarti, som er et gammelt dansk ord for åbred. Men ostetypen fik sit navn for at ære den store danske ostepioner Hanne Nielsen, som levede fra 1829 til 1903. Hun drev i mange år et mejeri på Havartigården i nærheden af Holte,” forklarer Kasper Ostrowski og tilføjer:

”Hanne Nielsen hentede inspiration i udlandet og introducerede mange nye ostetyper herhjemme. Men hun producerede ironisk nok aldrig den type ost, der blev opkaldt efter hende.”

Så mange danske ostenavne blev altså opfundet til lejligheden i begyndelsen af 1950’erne. Ikke desto mindre har havarti nu sluttet sig til danbo, danablu og esrum som danske oste, der har de samme rettigheder som champagne eller vin fra Bourgogne. Disse fristelser for smagsløgene har alle fået EU’s godkendelse til at blive beskyttet, så de udelukkende må produceres inden for et afgrænset geografisk område.

I slutningen af 2019 fik havarti EU’s godkendelse og må nu kun fremstilles i Danmark, mens andre EU-lande har fem år til at udfase navnet. En storproducent som USA må imidlertid stadig producere havarti men skal sælge den under et andet navn, hvis den eksporteres til et land, der er medlem af EU.