Klimapoliti skal sørge for ren luft i Beijing

I Beijing tager man nu drastiske metoder i brug for at komme af med smog og forurening. Fremover vil anti-smog betjente patruljere gaderne og slå ned på folk, der brænder affald af og griller under åben himmel

En gruppe turister iført beskyttelsesmasker deltager i en rundvisning på Tiananmen Square i Beijing. Kina er et af de lande i verden, som kæmper mest med luftforurening.
En gruppe turister iført beskyttelsesmasker deltager i en rundvisning på Tiananmen Square i Beijing. Kina er et af de lande i verden, som kæmper mest med luftforurening. . Foto: Andy Wong/AP/Polfoto.

Der var ikke meget at se på, da indbyggerne i Beijing tog hul på det nye år. For millionbyen var indhyllet i en tyk tåge af smog – og det så meget, at den blev liggende over byen i hele den første uge af 2017.

Forureningsproblemerne er så store, at byens borgmester, Cai Qi, nu har besluttet at indsætte såkaldte antismog- betjente, der skal tage sig af de lovovertrædere, som tænder grillen udendørs eller forsøger at skaffe affald af vejen ved at brænde det af. Det skriver The Guardian.

Man har længe kæmpet med luftforurening i flere af Kinas storbyer. Tilbage i 2014 erklærede Beijing tilmed ”krig mod forurening”, men siden har det haltet gevaldigt med at føre visionerne ud i livet. I 2015 var luften i den kinesiske hovedstad så beskidt, at forureningen lå hele otte gange over det niveau, som Verdenssundhedsorganisationen anbefaler. Og selvom klimapolitiet nu skal forsøge at bekæmpe forurening på gadeplan, kommer det ikke til at få den helt store betydning for luftmiljøet.

”Den grundlæggende årsag til regionens smogproblemer kommer fra industri og biler, og det vil kræve langt større forandringer at ændre,” siger Kinas miljøminister, Chen Jining, til The Guardian.

Ifølge avisen viser en undersøgelse fra sidste år, at smog er skyld i mindst en million årlige dødsfald i Kina. Den dårlige luft bidrager samtidig til en tredjedel af alle dødsfald i Kinas storbyer, hvilket er på linje med de dødsfald, der skyldes rygning.