Prøv avisen
Nyt fra nationalparkerne

Klitlandskabets amerikanske indslag

Klitfyrrens kogler er oftest lukkede med en karakteristisk lille torn på hvert kogleskel. – Foto: Torbjørn Tarp

Klitfyrrens hjemland er Amerika, men den findes også i Nationalpark Thy. Her er det dog ikke alle steder, den er lige velkommen

Enhver, der har besøgt de nord- og vestjyske klitplantager, er stødt på endeløse flader af bjergfyr. Men den opmærksomme naturgæst vil bemærke, at der mange steder blandt de krogede bjergfyrbevoksninger også findes en anden type fyrretræ.

Dette fyrretræ har en mere ret stamme med næsten sort bark, græsgrønne nåle og lidt krumme, ofte lukkede kogler med en tydelig lille torn på hvert kogleskel.

Vi finder den i store dele af Nationalpark Thy – den amerikanske klitfyr – indført til Danmark i slutningen af 1800-tallet. Forstmænd kalder den også contortafyr efter dens latinske navn Pinus contorta. Det er et ualmindelig livskraftigt træ, der tilsyneladende trives i selv det mest sandede og forblæste klitlandskab.

Klitfyrrens robusthed og livskraft har gjort træarten populær i klitskovbruget og i læplantninger omkring sommerhusene. Til gengæld er den en pestilens på de beskyttede og sårbare klitheder i nationalparken. Her selvsår klitfyr sig i et antal, der visse steder minder om karsebede. Et sandt mareridt for naturplejen, der tilstræber at bevare den åbne klithede. Når man færdes i klitterne, kan det undre, at dette ellers træløse og barske landskab indtages så effektivt af klitfyrren.

For at forstå træartens succes i klitlandskabet, må vi rejse en tur til det vestlige Nordamerika. Her findes klitfyrrens oprindelige udbredelsesområde, som strækker sig langs Rocky Mountains fra den legendariske guldgraverby Klondike i nord til den mexicanske grænse i syd. Klitfyrren er en såkaldt pionertræart.

Pionertræarter er de træarter, der som de første indtager et træløst område. De danner den første skov efter brande, jordskred, oversvømmelser, skovrydning eller andre naturkatastrofer. Klitfyrren udnytter netop træløse områder efter skovbrande. Det kan den, fordi den producerer lukkede kogler med tykke kogleskel, som beskytter frøene mod varmen under en skovbrand.

Pionertræarterne klarer sig typisk ud fra en strategi, som indebærer stor spredningsevne og hurtig ungdomsvækst på bekostning af levetid, størrelse og manglende modstandskraft overfor svampeangreb. Pionertræer klarer sig godt i konkurrence med græsserne. Blandt andet fordi træerne fra starten vokser meget hurtigt. Efter få år skygger de græsset ihjel. Hos de mest udprægede pionertræarter går væksten meget tidligt i stå, og bevoksningen bliver gradvist mere lysåben.

Det baner vejen for, at skovens mere krævende træarter kan etablere sig under pionererne. På et tidspunkt vokser disse træarter igennem pionerernes kronetag og skygger pionererne bort - og en egentlig skov er etableret. Når en ny katastrofe indfinder sig – for eksempel en skovbrand – starter denne cyklus forfra. Det er dynamikken i naturlige øko-skovsystemer.

Fra klitfyrrens hjemland Amerika tilbage til Nationalpark Thy. Klitfyrrens plads i det naturlige økosystem er altså at indtage træløse områder i et barskt og næringsfattigt landskab for på sigt at danne skovklima for mere stabile træarter. Problemet med klitfyr er bare, at den er et fremmedelement på klithederne, hvor økosystemet rummer vigtige og sjældne arter, der er tilpasset den lysåbne natur. Et menneskeskabt problem affødt af udbedringerne af et andet delvist menneskeskabt problem – nemlig sandflugten, der hærgede Thy igennem flere århundreder.

Torbjørn Tarp er projektleder og skov- og landskabsingeniør ved Nationalpark Thy.