Klostre, vandreture og kultur langs Amalfikysten

Tag med Kristeligt Dagblad og Albatros Travel på en oplevelsesrig rejse til en unik del af Italien den 18.-24. september 2020

Udgangspunktet for rejsen er den lille bjergby Scala på Amalfikysten. – Foto: Albatros Travel
Udgangspunktet for rejsen er den lille bjergby Scala på Amalfikysten. – Foto: Albatros Travel.

Amalfikysten er på mange måder en mytisk oplevelse, hvor man kan opleve den lokale kultur og folklore i tæt samspil med religion.

Udgangspunktet for rejsen er den lille bjergby Scala på Amalfikysten. Byen er blandt andet kendt for det tidligere kloster San Cataldo, der i dag fungerer som refugium for danske kunstnere og videnskabsmænd.

Missing media item.

Scala er tilmed den ældste bebyggelse på Amalfikysten, og byens oprindelse kan dateres til det 4. århundrede e.Kr., hvor en række romerske familier ville rejse til Konstantinopel for at befolke ”det nye Rom”.

Udfordrende rejseforhold og dårligt vejr medførte, at de ved et tilfælde kom til den centrale del af Syditalien i området Lucania, hvor de grundlagde en by, de kaldte for Melfi. De forlod dog dette sted for at finde sikkerhed i Lattari-bjergene, og der byggede de Scala i samarbejde med de beboere, der allerede var i området.

Scala har ændret sig meget lidt de seneste 50-60 år. Den største årsag til dette er, at området indtil for cirka 100 år siden kun var tilgængeligt via små bjergstier. Isolationen har betydet, at den industrielle udvikling, som resten af Italien har gennemlevet, aldrig nåede til Amalfikysten.

Med sin optagelse på Unescos liste over verdensarv er området blevet officielt anerkendt for den fantastiske skønhed, der præger denne del af Italien. Men det er de kendte byer som for eksempel Amalfi, Ravello og Positano, der tiltrækker de store turiststrømme. Scala har vi mere for os selv.

Under opholdet er der vandreture til pittoreske Ravello og verdenskendte Amalfi, og andre udflugter går til både Pompeji og pizzaens fødeby, Napoli.

Som noget ganske særligt går vejen forbi Benediktinerordenens verdenskendte moderkloster, Monte Cassino, som er beliggende mellem Rom og Napoli. Det oprindelige kloster blev bygget i 529 og blev opført i sin nuværende form i flere stadier mellem det 15. og 18. århundrede. Klosteret blev næsten totalødelagt under Anden Verdenskrig i 1944 for så at blive genopbygget i næsten samme form.

Kim Ferrigno er Italiensekspert og rejseleder