Mit livs øjeblik: Den dag Knud Romer blev sin fars forræder

Lige siden forfatter og reklamemand Knud Romer måtte erkende, at han ikke kunne hjælpe sin demente far, har han været tynget af skam, skyld, afmagt og en panisk angst for selv at blive gammel

Knud Romer siger, at han aldrig kommer sig aldrig over den dag, hvor han kørte sin far hen på et forfærdeligt, midlertidigt plejehjem. –
Knud Romer siger, at han aldrig kommer sig aldrig over den dag, hvor han kørte sin far hen på et forfærdeligt, midlertidigt plejehjem. –. Foto: Thomas Lekfeldt.

En scene fra mit liv:

Hele mit liv har jeg sigtet efter at blive forfatter, vinde De Gyldne Laurbær og vise mine forældre, at jeg var god nok. Men da jeg i 2007 tog ned til min far på Falster med min bog og et kæmpe banner, hvor der stod, at jeg havde vundet prisen, spurgte han: Hvem er du?

Denne artikel er udgivet i selskab med 49 andre i bogen "Mit livs øjeblik." Læs mere om journalisterne bag bogen her
 
Han var hurtigt blevet dement, efter at min mor døde, nærmest et spøgelse, men jeg ringede til ham hver dag. Og hver dag havde vi den samme samtale:

Hvad laver du?.

Vi ser fjernsyn..

Hvem er vi?.

Det er da mor og mig.

Men far, mor er jo død.

Nej, nej, hun er lige her. Nå, nu er hun gået.

Og så kunne jeg høre ham gå rundt i stuen og råbe efter hende, og mit hjerte bristede, gang på gang.

LÆS OGSÅ: Ib Michael: Min mors ord ved dødslejet satte sig dybe spor

Men det var endnu værre, da de kom for at visitere ham til et plejehjem. Jeg sad ved siden af ham, da de spurgte: Hvilket årstal er det? Og andre åbenlyse spørgsmål, som jeg havde lyst til at hviske ham svarene på, for jeg var ved at synke i jorden af skam på hans vegne.

Den stolte mand, der havde udrettet så meget, sad nu i sit eget hjem gennem 50 år og blev frygteligt ydmyget. Det var jo godt, han ikke kunne svare, for så fik han en plads, men han var den sidste familie, jeg havde, og det var ikke til at bære at se resterne af ham falde i grus.

Den sorteste dag kom dog, den dag jeg pakkede hans sidste ting, hans toilettaske, hans skjorter, og lukkede døren bag ham til det hus, hvor han havde levet hele sit liv. Jeg kommer mig aldrig over den dag, for jeg kørte ham hen på et forfærdeligt, midlertidigt plejehjem, et ingenmandsland af nærmest hjernedøde, hvor han havde fået et 10 kvadratmeter stort hamsterbur at dø ud i. Jeg gjorde ham hjemløs og æreløs, for der var intet for ham der, men hvor end jeg gerne ville, kunne jeg ikke tage ham med mig. Jeg havde min egen familie i København, små børn, et arbejde, en hverdag, jeg kunne ikke jeg havde ikke engang kvadratmeterne til det. Men jeg følte det som det ultimative forræderi. Den mand havde passet på mig hele sit liv, og nu, hvor jeg endelig kunne give igen, kunne jeg alligevel ikke. Jeg var en taber.

Hele vejen hjem i bilen græd jeg som pisket. Så tog jeg ned til ham dagen efter og dagen efter igen, men det gik jo ikke, og forræderiet ville ikke slippe mig. Den skam og skyld, jeg følte, vil aldrig forlade mig. Jeg så ham spise al den ulækre, usunde mad. Blive passet af folk, der var ligeglade. Jeg hørte i telefonen, hvordan han var faldet i sit eget tis og havde brækket hoften. Jeg så ham dø på hospitalet af en blodprop i lungerne uden at kunne hjælpe ham. Jeg kørte hans urne ned til Falster som et spøgelse.

LÆS OGSÅ: Skal man fortælle demente, hvad de fejler?

Hans navn var også mit: Knud Romer Jørgensen. Og stadig i dag ser jeg hans død som min egen. Hans ydmygelse som min egen. Jeg er blevet den største kapitalist og lever for at skrabe så mange penge sammen, at mine børn og min kone aldrig skal lide den skæbne, min far led. Men lige meget hvad, dør jeg med den skam i mig. Og derfor er det den af alle oplevelser, som har ændret mig mest. Mit selvværd, min tillid til systemet Danmark og til mine medmennesker, min angst for selv at blive gammel.

Jeg gruer enormt for alderdommen og for at ende der, hvor min far endte.

Knud Romer Jørgensen