Vi er midt i den mørkeste tid på året. Dagene er korte, mørket varer længe, men vi er dog langsomt på vej mod lysere tider. Vi lever højt mod nord og har derfor længere tid med mørke, end de har mod syd.
Og alligevel gør vi sjældent, som de gør: belyser, illuminerer og fremhæver særlige bygninger og monumenter. Jeg har skrevet om fænomenet på denne plads for to år siden, men vender tilbage, for jeg har i mellemtiden fået en viden, som jeg egentlig slet ikke bryder mig om at have.
De færreste myndigheder herhjemme forholder sig til fænomenet at belyse, ikke lyse op, men belyse. Selv vore nordiske broderlande behersker den disciplin meget bedre i byer som Stockholm, Oslo og Helsinki.
Og tager vi syd og vest på, er Berlin, Paris, Wien, Rom, London, Madrid, Lissabon langt, langt bedre end vi. Jeg har ligefrem for en halv snes år siden skrevet en hel bog alene om forskellen på belysningen af det særlige i København og i Paris, og forskellen er slående. Det var den dengang, og det er den desværre stadig. Selv danske byer som Odense, Aarhus og Aalborg er bedre end København .
Men det nye for mig er selve årsagen til Københavns sløvhed på området.
Jeg bad efter lang tids undren om et møde med Københavns teknik- og miljøborgmester, den unge Morten Kabell fra Enhedslisten, og håbede på at få at vide, at nu skete der snart noget. Men da tog jeg grueligt fejl. Der er ingen planer om overhovedet at forholde sig til fænomenet belysning.
Vi diskuterede belysning, og Morten Kabell talte hele tiden om ny gadebelysning. Men det var jo ikke det, jeg kom for at tale om. Nej, om belysning, illuminering. Nej, det havde de aldrig haft nogen politik for og regnede heller ikke med at få det. Det var ikke et væsentligt emne.
Jeg talte om mørket, om borgernes mulige stolthed over byen efter mørkets frembrud, jeg talte om sund energi til belysningen og om mulige sponsorer til etablering af de lidt dyre armaturer. Og om overhovedet at forholde sig til fænomenet. Men nej, ikke prioriteret. Hvad så med i det mindste at forsøge at sælge vores dejlige by til turisterne ved at vise det, vi er stolte af? Nej, heller ikke det blev der bidt på.
Jeg gik faktisk temmelig nedslået og mismodig fra mødet og fattede ikke en pind. Kunne det virkelig være rigtigt, at man slet ikke i vores hovedstad skeler til, hvad man gør andre steder og i andre hovedstæder?
Borgmesterens argument var dog ikke det samme, som visse fastlåste, ufolkelige arkitekter anvender, nemlig at belysning er tivoliagtig, ukultiveret og vulgær. Det var han slet ikke inde på. Men kun, at det ikke havde nogen relevans for byen, og at det ikke er prioriteret overhovedet.
Så var vi ikke nået et skridt videre end for en halv snes år siden, hvor visse meningsdannere også argumenterede med, at der skal være forskel på dag og nat, at Vorherre skabte lyset og mørket, og at vi skal kunne se måne og stjerner om natten.
I en storby med gadebelysning, kørende biler med lygter, lysreklamer og hele cirkusset tændt. Hold nu op, den skal I længere ud på landet med. For det er derude, vi kan se både måne og stjerner uforstyrret, ikke i en metropol som København.
Nu har det lige været jul, og mange danske kirker har været decemberbelyst. Men de fleste kun op til jul. I hovedstaden er kun et par kirker belyst om aftenen med noget, der ligner en 11 watts-pære. Og så kan det næsten være lige meget.
I de senere år er der trods alt sket en smule, men ikke ved det eksisterende byggeri, ikke ved Rosenborg, Rundetårn, Holmens Kirke, Amalienborg, Marmorkirken og andre ældre bygninger. Men kun ved nybyggeri og nyetableringer som ved Residence Gemini og Bryggebroen i Københavns Sydhavn, under Langebro og flere andre steder. Lys kan tænkes ind i nyt, endelig ikke i gammelt.
Domkirkerne i Odense, Aarhus og Aalborg er belyst. Men ikke domkirken i København. Hvorfor dog ikke? Hvem fatter det?
I Paris er det helt anderledes. Og jeg har derfor ved mit seneste besøg, lige før det hæslige og totalt ubegribelige terrorangreb i november, taget fotos af bare et par af de gode steder i byen, der naturligt er belyst, i en by med en klar belysningspolitik. Her bestemmer byen, hvor der må belyses og hvordan. Cirka 500 steder, professionelt belyst og ikke sovset ind i lys. Det gælder for eksempel Notre Dame, Sacré Coeur, Elysée-palæet, Nationalforsamlingen, Luxembourg og rådhuset.
Gad dog vide, om vi herhjemme aldrig vil kunne lære af det? Eller om vi stadig ikke orker og stadig synes, at det er vulgært, tivoliagtigt og ukultiveret?