Måneden inden den store dag, konfirmationsdagen, spurgte en af konfirmanderne mig:
”Hvornår stopper vi med at gå til præst?”.
Jeg kiggede på det unge menneske, lidt overrasket over denne forespørgsel, for svaret er da indlysende, skulle jeg mene“
”Når I er blevet konfirmeret!”, svarede jeg meget pædagogisk, skulle jo nødig lyde som en sur gammel præst.
”Ej altså ska' vi så ikke ses mere efter det?”, lød det fra flere, eftersom resten af holdet nu deltog i samtalen.
”Næ,” svarede jeg lidt tøvende, kunne ikke helt tolke de unges reaktion, eller hvor de ville hen, men fortsatte:
”Man stopper med at gå til præst, når man er blevet konfirmeret, så har man jo ligesom gjort det, man skulle. Men I er virkelig meget velkommen i kirkerne bagefter,” svarede jeg ret godt (hm). De så alle sammen lidt opgivende på mig, inden nogen af dem sagde:
”Men, kan vi ikke godt fortsætte her lidt endnu, bare sådan mødes efter konfirmationen, så vi ligesom kan få snakket det hele igennem?”.
”Ja,” tilsluttede resten sig, ”Ka' vi ikk' det?”.
Jeg tog dem på ordet (selvfølgelig!), og i dag mødtes vi, nogle kom lige efter skole, andre skulle have ekstra fri, da skolerne allerede har inddraget præstetimerne på grund af den nye skolereform.
n kunne desværre ikke, da han skulle til Bornholm med sin skole.
De kom til præstegården, og de strålede, de snakkede, fortalte, og vi grinede og snakkede, drak te og spiste kringle og snakkede lidt mere om alt, hvad de havde oplevet, og lidt om Gud. Da vi havde snakket af, gik vi i kirke. Holdt en lille andagt, først med lystænding i lysgloben, derefter salmesang og bøn, og som afslutning på det hele lå de unge på hver deres kirkebænk. Nogle af bænkene er lidt for korte til konfirmandernes lange ben, men det går, de har prøvet det mange gange før. Afslappede og med lukkede øjne lå konfirmanderne dér, mens jeg stille læste en meditation over opstandelsen for dem.
Naturligvis vil konfirmander have gaver. Hvem vil ikke det?! Men de vil også andet. Der er så mange, der ikke tror. Tror ikke på Gud, tror ikke på Jesus som Guds søn, tror ikke på opstandelsen. Tror ikke på det ene eller det andet i kristendommen. Der er så mange, der brokker sig over tidens unge, de er uopdragne, uåndelige og utålelige.
Her i ”mine” sogne synes jeg, det ser ganske lovende ud. Skønne unge mennesker, der gider at blive konfirmeres, der gider deres kirke og ikke mindst gider deres præst. Tro og kristendom lever fint med i de unges liv.
En lille solstrålehistorie om konfirmanderne, der ikke ville stoppe!
Nanne Mølhave, sognepræst i Langå-Øksendrup-Svindinge på Fyn