Kong Christian X og hans yndlingshest

Sommeren igennem har læserne sendt anekdoter om kong Christian X til bagsiden. Historierne bliver arkiveret på Christiansborg Slot

En figurskåret fotostat i fuld størrelse af kong Christian X og Rolf byder velkommen, når besøgende til udstillingen træder ind i de kongelige stalde på Christiansborg. –
En figurskåret fotostat i fuld størrelse af kong Christian X og Rolf byder velkommen, når besøgende til udstillingen træder ind i de kongelige stalde på Christiansborg. –. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

I maj sendte en læser fra Roskilde en anekdote til Bagsiden, hvor hun beskrev, hvordan hun som treårig sammen med sine forældre var taget til København for at hylde kong Christian X på hans 70-års fødselsdag.

Den anekdote så Olene Bergman, som er ansat i Christiansborgs slotsforvaltning, hvor hun blandt andet laver rundvisninger og arbejder med formidling. Hun var på det tidspunkt i gang med at arrangere en udstilling om kong Christian X og hans yndlingshest Rolf i de kongelige stalde på Christiansborg, og da hun var interesseret i at finde så mange oplysninger om kongen og hans hest som muligt, henvendte hun sig til Kristeligt Dagblad for at høre, om avisen ville være med til at efterlyse anekdoter fra læserne om kong Christian X og Rolf.

Den interesserede læser vil have bemærket, at rigtig mange har efterkommet Olene Bergmans ønske. Sommeren igennem har man kunnet læse både om kongens kontakt med borgerne, når han red gennem København, om kongens ridetur over grænsen i forbindelse med genforeningen og om stedet, hvor Rolf ligger begravet for blot at nævne nogle få eksempler.

LÆS OGSÅ: Kongens 70-års fødselsdag

De fleste mennesker ved godt, at kong Christian X havde stor betydning som nationalt symbol under Anden Verdenskrig, men fordi der efterhånden er gået så mange år, er det måske ved at få karakter af myte. Derfor har det været utroligt interessant og overraskende at se, at så mange mennesker stadig kan huske episoder med kong Christian X. Anekdoterne gør danmarkshistorien meget konkret, siger Olene Bergman.

De kongelige stalde på Christiansborg er til daglig hjemsted for de heste og kareter, som kongehuset bruger til karetkørsel ved særlige lejligheder som nytårskur, bryllupper og statsbesøg, men om sommeren kommer hestene på græs, og så står bygningerne tomme.

I år har der for første gang været en udstilling i staldbygningerne.

Idéen til at lave en udstilling om kong Christian X og Rolf kom, da jeg en dag stod med nogle gamle arkivbøger om tilgang og afgang af heste i staldene. Så faldt jeg over Rolf, som jeg vidste, at kongen havde et særligt forhold til, og som han red på for eksempel til sin 70-års og 71-års fødselsdag og til sit 30-års jubilæum, fortæller Olene Bergman.

Der er god plads til udstillingens store plancher om kong Christian X og Rolf i de imponerende, stemningsfulde og renskurede staldbygninger fra 1740erne. En figurskåret fotostat i fuld størrelse af kong Christian X og Rolf byder velkommen, når besøgende til udstillingen træder ind i stalden, og en tv-skærm viser film om kongens rideture og de mange mennesker, som fulgte ham på turene.

Kong Christian X blev verdensberømt for sine daglige rideture gennem København, som han også foretog før den tyske besættelse. For eksempel bragte den britiske ugerevy i 1930 en film fra kong Christian Xs morgenridetur gennem København.

På mange billeder og på film ses han ridende på Rolf, som blev født i 1927. Den var en svensk halvblods hest med hvid blis og en lang hvid sok på højre bagben. Den var hele 1,79 meter høj, hvilket passede kongen godt, da han selv var en høj mand på 1,96 meter.

Det var kongens berider, Kristian Jensen, som havde set Rolf hos en hestehandler på Frederiksberg, og han vidste straks, at det var en hest, som kongen ville synes om. Kongen var faktisk en glimrende rytter, han var uddannet i Dragonregimentet i Randers og Aarhus. Rolf var ikke nogen nem hest at ride. Den var hidsig og ville gerne frem. Til gengæld var den helt ligeglad med trafikken, og det var jo vigtigt, da kongen skulle ride på den igennem København, fortæller Olene Bergman.

Kongen havde Rolf i 10 år fra 1937 og til sin død i 1947.

I oktober 1942 var det dog slut med rideturene. På en tur gennem byen faldt kongen af hesten Jubilee. Han fik et alvorligt sår på det ene ben, som gjorde, at han ikke kunne ride mere.

Kristian Jensen har i sin selvbiografi En jydsk bondedrengs erindringer fra Ribemarsken til den kgl. staldetat som kgl. berider hos kong Christian X beskrevet, hvordan kongen blev ved med at komme i de kongelige stalde to gange om ugen med gulerødder til hestene.

Sidste gang han var der, gav han Rolf sukker og tog en særlig afsked med hesten, som om han godt vidste, at han ikke skulle se den mere.

En uge efter valgudskrivelsen har styrkeforholdet mellem rød og blå blok kun ændret sig minimalt
En uge efter valgudskrivelsen har styrkeforholdet mellem rød og blå blok kun ændret sig minimalt Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.
epa02873729 Minister of Foreign Affairs of Denmark Lene Espersen attends a conference entitled '20 Years Of Estonia's Restored Independence' in Tallinn, Estonia, on 20 August 2011. EPA/VALDA KALNINA * LATVIA OUT/LITHUANIA OUT/ESTONIA OUT *
epa02873729 Minister of Foreign Affairs of Denmark Lene Espersen attends a conference entitled '20 Years Of Estonia's Restored Independence' in Tallinn, Estonia, on 20 August 2011. EPA/VALDA KALNINA * LATVIA OUT/LITHUANIA OUT/ESTONIA OUT * Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.