Den lille grå kedsomhedssky kan komme svævende når som helst. Men måske endnu oftere nu, hvor Danmark stadig er delvist lukket ned. Gymnasieelever, universitetsstuderende og mange offentligt ansatte sidder fortsat bag hjemmets fire vægge. Rejser til fremmede egne kan højst tage os til den anden ende af hjemlandet. Og musikfestivaller, bryllupper, konfirmationer og andre større begivenheder må udskydes, begrænses eller i sidste ende aflyses.
Et tilbageblik i Kristeligt Dagblads avisarkiv viser, at kedsomhed ikke er en fremmed følelse. Selv konger kan blive ramt. For i 1902 berettes i avisen, at der på det tidspunkt fandtes et timeglas i Keldby Kirke tæt på Møns Klint, der var blevet brugt til at tage tid på prædikener.
”Det var Christian den Femte, der befol noget i Retning af, at Præsterne maatte ikke prædike over en Time, paa det at deres Prædiken ikke skulde blive til Kedsomhed for Tilhørerne, saa disse faldt i Søvn. Men for at overholde Tiden efter Loven, saa var det jo nødvendigt at have en Tidsmaaler eller et Timeglas paa Prædikestolen,” stod der i avisen.
I Keldby Kirke kunne man således i 1902 finde en ramme med bevægelige ophæng af timeglas, der dog var blevet defekte.
Et andet initiativ, der i sin tid blev fundet frem i forbindelse med kedsommelige prædikener, blev omtalt i avisen i 1935.
”Det var blevet Skik eller vel rettere sagt Uskik at holde lange Prædikener, hvad der resulterede i at Folk faldt i Søvn! Betegnende for Datiden er det drastiske Middel, man tilsidst saa sig nødsaget til at tage i Brug: 1645 udstedtes – formodentlig på Brochmands Initiativ – en Forordning, hvorefter der skulde beskikkes Folk til at gaa omkring i Kirkerne med lange Kæppe til at slaa dem paa Hovedet med, der sov under Prædikenen!”
Også uden for kirken er der sket kedsommelige ting. I 1959 var den engelske journalist Malcolm Muggeridge på besøg i Danmark. Og det synes, han var noget af en mat affære. Han rapporterede dengang om det i den engelske avis Sunday Pictoral, der i dag hedder Sunday Mirror, skrev Kristeligt Dagblad og bragte en oversættelse.
”En by som København, et land som Danmark, repræsenterer i en vis forstand opfyldelsen af nutidens mål. Der findes ingen fattige og kun nogle få rige mennesker. Alle har rigeligt at spise og tilstrækkeligt med tøj. Dette er den højeste form for velfærdsstat. Fjenden er ikke fattigdom eller økonomisk og social usikkerhed, men kedsomhed,” stod der.
Men måske kedsomhed trods alt er bedre end økonomisk og social usikkerhed? Der er i hvert fald råd at hente mod den stygge kedsomhed.
I 1979 kommer filmhistoriker Martin Drouzy – hvis efternavn lyder som det engelske ord døsig – i Kristeligt Dagblad med et bud på, hvad der stopper hans kedsomhed, når han har læst for mange tykke videnskabelige bøger:
”Hvis jeg til disse klassiske værker føjer både Solsjenitsyns ’Gulag øhavet’ i 6 bind og et par romaner af Klaus Rifbjerg, har jeg sikret mig både mod fagidioti og kedsomhedsrisiko et par weekender fremover.”