Kortlæsningens kunst er i forfald

De sidste af de traditionelle kort kendt fra klasseværelser er udrangerede til fordel for GPS-kort. –

De sidste af de traditionelle kort kendt fra klasseværelser er udrangerede til fordel for GPS-kort. – Foto: Polfoto

Tv-kanalernes omfattende vejrudsigter er i dag den sidste overlevende rest af national indoktrinering.

Det bliver svært for de generationer, der er vokset op med GPS i stedet for landkortenes opdragende elementer, skriver historiker Uffe Østergaard i denne klumme

Tanken om, at der findes ”naturlige” grænser for nationen, opstod samtidig med den udbredelse af læsekyndighed, der fulgte med bogtrykkerkunsten fra 1500-tallet. Der er nemlig tale om en overførelse af læsningens metode til forståelsen af den fysiske omverden, en særlig form for alfabetisering i form af ”kortlæsning”, som man med god ret kalder denne særlige måde at orientere sig på. Landkort læses på samme måde som tekster, måske ligefrem som om de var tekster. Hvorvidt denne særlige form for alfabetisering vil overleve GPS-revolutionen er et åbent spørgsmål.

Blandt de over 40-årige er der mange, der beklager det forfald af kortlæsningens kunst, som den nye teknologi medfører. Vi er vokset op med kortplancher i skolens klasseværelser, kort, man kunne fortabe sig i, når undervisningen blev kedelig. De sidste af disse kort er nu udrangerede til fordel for smartphones og tablets.

Man må dog indrømme, at den orientering, der kommer ud af GPS’ens anvisninger, minder om de kort, vi kender fra oldtid og middelalder. Her blev ruter angivet i dagsrejser, hvad enten det drejede sig om sejlads langs kysterne eller færdsel på landeveje, og kortene var ikke altid vendt med nord opad. Især kendes de kort, der blev brugt af middelalderens pilgrimsrejsende. De var ikke orienteret efter verdenshjørnerne, som det siden blev almindeligt, men efter rejsemålet.

Et nordisk kort over rejsen til Rom eller Santiago de Compostela var derfor typisk vendt på hovedet med syd opad, fordi det var den retning, den vandrende skulle gå. Og kortene angav distancen i dagsrejser, ikke i mil, kilometer eller andre faste mål. Derfor lå stoppene tæt i uvejsomt terræn, mens der var længere mellem dem på det flade land.

Skoleelevernes terperi af klasselokalernes kort gjorde, at de lærte det nationale territorium at kende. Ligesom børnene lærte at stave, lærte de nationen at kende på kortet. En orientering, der i geografiundervisningen blev understøttet med remser om de sibiriske floder Ob, Jenisej og Lena, Donaus bifloder, Fyns byer, Europas bjergkæder og så videre. Alt sammen viden, der røg ud sammen med salmevers og anden udenadslære i 1970’erne. Orienteringen om det nationale territorium blev understøttet af daglige vejrudsigter i radioen med fiskerinoteringer og remser om vejret ved mystiske, næsten mytologiske steder, som “Fladen Grund” og ”Doggerbanke”.

Kortet over Danmark tager sig naturligt ud, bortset fra at Bornholm ligger upraktisk langt mod øst, og Nordjylland forstås bedst som resultat af vejret i Sydnorge. Med den deraf følgende frustration over at blive grundigt orienteret om vejret i Øresundsregionen, hvor nyhederne blev produceret. Svenskerne blev til gengæld orienteret om vejrudsigten for fjerne steder som det dansktalende Ystad i syd og det tornedalsfinske Haparanda i nord, mens de ikke hørte om de svensktalende Ålandsøer øst for Stockholm.

De var gået tabt med den russiske erobring af den finske del af Sverige i 1809. På den måde blev en uskyldig vejrudsigt en øvelse i forståelse af den territoriale nationalstat, der var resultatet af en lang historisk udvikling, som havde bundet områder sammen, der ikke havde meget med hinanden at gøre. Men som ser helt ”naturgivne” ud på et kort, når man studerede det længe nok.

Tv-kanalernes omfattende vejrudsigter er i dag den sidste overlevende rest af national indoktrinering, efter at værnepligten reelt er afskaffet. Men måske kommer både værnepligt og korttræning igen med genopstillingen af grænsebomme og paskontrol. Men det bliver svært for generationer, der er vokset op med GPS-anvisninger i stedet for kortenes orientering om nord, syd, øst og vest. Til gengæld slipper man for at lande i Slovenien i stedet for Italien på grund af en indtastningsfejl. Eller på Rügen i stedet for Fehmern på vej hjem.

Historisk set er en klumme, der peger på den levende historie og skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen., historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.