Ejendomsmægleres svulstige sprog skader troværdigheden

Ejendomsmæglere regnes ikke blandt landets mest troværdige. Og det kan der være gode grunde til, skriver Peter Olesen med baggrund i en personlig erfaring

Den reelle udsigt fra en i øvrigt aldeles pragtfuld grund med stort havkik-potentiale. –
Den reelle udsigt fra en i øvrigt aldeles pragtfuld grund med stort havkik-potentiale. – . Foto: Peter Olesen.

Brugtvognsforhandlere, ejendomsmæglere og journalister. De fleste af os kender den sammenstilling. De tre faggrupper regnes ofte som nogle af landets mindst troværdige. Personligt har jeg kun dårlig erfaring med brugtvognsforhandlere, så de seneste biler er købt nye. Ejendomsmæglere har jeg ikke stor erfaring med, dog har jeg en helt ny erfaring, jeg ikke bryder mig særlig meget om. Og hvad vedrører journalister, så kender jeg ganske mange meget ordentlige og hæderlige journalister gennem et langt liv i og på siden af faget.

De fleste af os har også hørt om begrebet ”et ejendomsmægler-vandkik”. Det er opstået, fordi ejendomsmæglere ikke så sjældent skriver om kik til hav og andet vand, selvom man virkelig skal spærre øjnene meget op og strække lang hals for de pågældende steder at se bare en snas af vandet.

Jeg ved ikke, hvordan man uddanner ejendomsmæglere, og hvem der lærer dem at skrive kreativt. Men de skal jo sælge boliger, og de skal jo helst beskrive den pågældende ejendom eller lejlighed så attraktivt som muligt. Kreativiteten er ofte meget stor, og jeg morer mig indimellem med at læse det lidt svulstige og voluminøse sprog, når den får på alle tangenter. Forleden læste jeg for eksempel i min lokalavis i Valby om et helt nybygget dobbelthus, hvor den ene halvdel koster tæt på fem millioner: ”Man kan både mærke og se kvaliteten bag netop dette type dobbelthus med flere gennemtænkte detaljer.” Lad gå med sproget, personen kan ikke skrive dansk, men det kunne vel også lige mangle, hvis der ikke var ”flere gennemtænkte detaljer” til fem millioner kroner. En anden annonce i samme gratisavis skriver om ”køkkenalrum og altanprojekt”. Hvordan skal altanprojekt forstås? Er altanen der, eller er der blot mulighed for at etablere den? Det er jo rart at vide, når man skal betale helt tæt på fire millioner kroner for 96 kvadratmeter lejlighed.

Meget er i gåafstand, tæt på alting og med dejlige, frodige haver. Sjældent taler man ærligt om et reelt håndværkertilbud.

Forleden blev jeg ikke så lidt forbavset, da jeg så mit eget sommerhus i Nordsjælland tone frem som første foto på en salgsannonce for bagboens eller naboens hus. Første foto viste mit og flere andres huse med en storslået udsigt til det store hav – og endda lanceret med udsigt til selveste Kullen. Jeg spærrede godt nok øjnene op, da en bekendt havde sendt mig salgsannoncen. Jeg følger ikke selv meget med i den slags.

Den lokale ejendomsmægler havde fået fotograferet huset fra en vinkel, som slet ikke findes, selv hvis man ikke kravler allerøverst op på toppen af husets tag, bruger en drone eller en endog meget lang teleskopstang. Jeg studsede virkelig og tænkte mit. Jeg kontaktede derfor den pågældende mægler og spurgte, om han var ved at forsøge at sælge mit hus. Han svarede: ”Vi bruger Danmarks største fotovirksomhed, der har specialiseret sig til foto af huse for ejendomsmæglere. Jeg vil straks forespørge dem og komme tilbage til dig.” Jeg har stadig intet hørt efter seks dage.

Den store fotovirksomhed ville jeg nu nok ikke være så stolt af at anvende, når den specialiserer sig i reelt at være utroværdig og direkte forvanskende i sin arbejdsmetode.

Jeg skal ikke her vise det anvendte foto, men jeg kan vise, hvordan udsigten reelt ser ud lige nu. Der kan selvfølgelig med flid og sav og saks sagtens klippes en hel masse og skabes en langt bedre udsigt til det åbne hav fra den i øvrigt pragtfuldt beliggende grund. Men vil man se på havet som forevist i annoncen, så må man altså bygge tagterrasse over skorstenen, købe en luftballon eller investere i en drone at sidde i, når man vil se meget hav. Og måske endda ane Kullen i Sverige. Nu forstår journalisten i hvert fald bedre, hvorfor ejendomsmæglere også optræder langt nede på listen over de mest troværdige faggrupper.