Kreative kultursammenstød

De imponerende skulpturer på Thorvaldsens Museum i København er i år den fornemme kulisse til moderne dansk møbelkunst ved Snedkernes Efterårsudstilling med temaet Det skulpturelle møbel

Nyt møder gammelt på Thorvaldsens Museum i disse dage. Forrest til venstre ses en stol, tegnet af Carlo Volf, og den udgør sammen med 40 andre værker årets udgave af Snedkernes Efterårsudstilling.
Nyt møder gammelt på Thorvaldsens Museum i disse dage. Forrest til venstre ses en stol, tegnet af Carlo Volf, og den udgør sammen med 40 andre værker årets udgave af Snedkernes Efterårsudstilling. Foto: Leif Tuxen.

Nærmest som ansigt til ansigt står vidt forskellige kunstneriske udtryk over for hinanden i rummene og på gangene på Thorvaldsens Museum. For nogle af disse umage pars vedkommende kan man som besøgende fornemme en vis kommunikation, mens der for andres vedkommende er tale om mere nøgtern iagttagelse og hos nogle af parrene mærker man visse uoverensstemmelser.

LÆS OGSÅ: Små museer kan ånde lettet op

Parrene er dels Bertel Thorvaldsens mesterværker af skulpturer, dels nogle måske kommende mesterværker inden for dansk møbelkunst og -design. Den årlige udgave af Snedkernes Efterårsudstilling har nemlig fået et mangeårigt ønske opfyldt ved at få lov til at placere møbelskulpturer side om side eller ansigt til ansigt med Thorvaldsens skulpturer.

Snedkernes Efterårsudstilling er den årlige anledning til at få målt pulsen på den danske møbelbranche. Der er tale om en sammenslutning af 76 møbelproducenter og -designere, der er gået sammen om at udvikle nye og eksperimenterende møbelværker og udstille dem en gang om året.

Artiklen fortsætter under annoncen

På årets udstilling vises der fra de faste medlemmers side 36 møbelskulpturer, og derudover deltager en håndfuld gæsteudstillere, og tilsammen udgør de 41 værker, hvad bestyrelsen for Snedkernes Efterårsudstilling kalder en vigtig platform for udvikling og eksponering af nutidig møbeldesign i Danmark.

Formanden for bestyrelsen for Snedkernes Efterårsudstilling, Mia Gammelgaard, har stor respekt for det rum, udstillingen i år skal foregå i.

Thorvaldsens Museum er et helstøbt kunstværk af velproportionerede rum, smukke mosaikgulve, farvede vægge, ornamenterede friser, stuklofter og unikke interiørdetaljer, og derfor er det med en særlig ærbødighed, vi går til opgaven i år, fortæller hun.

Daglig leder af snedkernes Efterårsudstilling Karin Carlander er tydeligt begejstret over at kunne afvikle årets udstilling på Thorvaldsens Museum.

Vi har i mange år ønsket at udstille her på museet. Her er så meget håndværk og historie i hele huset i forvejen, og nu kommer vi så med en ny samling af kunstværker og rykker ind på museet.

På spørgsmålet om hun tror, de mange ret små møbler nu også kan hamle op med Thorvaldsens monumentale skulpturer, svarer Karin Carlander, at man bevidst har valgt slet ikke at gøre forsøget.

Vi har tværtimod valgt, at vores udstilling skal være underspillet og ikke anmassende. Vi har lagt den begrænsning ind i år, at møblerne skal kunne stå på små podier på én gange én meter, og møblerne skal holdes i materialets egne farver. Det giver bedst mening, at der ikke pludselig kommer en hel masse nye farver ind og stritter. Og det har vist sig, at denne nedtoning i realiteten gør de udstillede møbler mere udtryksfulde, siger Karin Carlander.

Museumsinspektør ved Thorvaldsens Museum William Gelius er ikke betænkelig ved at lade en så omfattende udstilling flytte ind mellem alle Thorvaldsens værker.

Vi synes, det er sjovt at blive brugt på denne måde, og en udstilling med titlen Det skulpturelle møbel giver stor mening her på museet. Faktisk har folkene bag Snedkernes Efterårsudstilling brugt rummet herinde på en måde, som vi slet ikke havde tænkt på, og på den måde har vi lært noget om huset, som vi slet ikke vidste, siger William Gelius.

Inden udstillingen åbnede, fremhævede arrangørerne, at møblerne gerne må berøres, men her er de kommet til at love mere, end de kan holde.

Vi fandt ud af, at det ikke var en god idé at tillade berøring af møblerne, når de besøgende nu ikke må røre ved noget af alt det andet, som er her på museet, siger Karin Carlander.

I stedet må gæsterne så nyde synet af de mange udtryk for dansk møbelkunst. Her er klassiske møbler, der viser en imponerende beherskelse af snedkerhåndværkets ædleste teknikker. Her er sjove og finurlige borde, stole, opbevaringsmøbler og andet, som sætter nye tanker i gang. Og her er mystiske stole, som inden for årets tema er langt mere skulptur end møbel og i hvert fald ikke egner sig til at sidde på.

Frem til den 2. december har man mulighed for at gå på opdagelse rundt mellem Thorvaldsens mesterværker og se, hvordan nutidens møbelmestre kan frembringe skulpturer af træ i et tæt samarbejde med materialer som blandt andet stål, aluminium, plast, marmor, stof, gummi, læder og sten.