Min vej til arbejde går ad de 12 trappetrin, som fører ned til et rummeligt kælderrum, hvor jeg har indrettet mig med ro til at skrive, læse og tænke i en velgørende, rolig ramme, når jeg altså ikke er ude hos kilder eller cykler ind til redaktionen på Vimmelskaftet til et møde.
Krisen, hvor vi skal passe på hinanden ved at holde afstand, har i den første uge skabt en ny form for nærvær.
Det mærker jeg, når klokken er 9, og Liv&Sjæl-redaktionen holder møde via Messenger. Én for én dukker mine kolleger op på skærmen, og vi får et fælles afsæt for arbejdsdagen med vores redaktør som forstandig dirigent.
Nærværet har jeg også mærket de dage, hvor vi har holdt hjemmeskole for den 10-årige og en nær veninde. Vi er to sæt forældre, som skiftes til at tage ansvaret for tre timers daglig undervisning. Skolens lærere har planlagt forløb på digitale platforme, men teknikken har været særdeles haltende, så der var det godt, at der var skolebøger i taskerne. Inden pigerne skilles, bruger de en time på at skrive såkaldt coronaskole-dagbog, og hvis det overhovedet er muligt, skriver de ude. Vi har talt om, at de skriver til de børn, de en dag bliver forældre til. Til den tid skal de fortælle om denne undtagelsestid. Dog ikke mere undtagelsestilstand end, at vi finder rulleskøjterne frem. Og mens vi ruller, er der noget, som siger til mig: Det er virkelig forår.
Min vej til arbejde går ad de 12 trappetrin til hjemmekontoret. Der er et overskud af idéer og tekster, der skal arbejdes med. Der er stadig en velgørende ro i rummet, og perlehyacinterne på mit bord hilser mig fra foråret på den anden side af ruden. Jeg kan høre, at sønnen øver Debussy i stuen. Når jeg holder fri, vil jeg tage min fløjte frem. Forleden aften satte min mand sig ved flyglet og spillede Lina Sandells ”Kun en dag, et øjeblik ad gangen”, og jeg fandt teksten frem. Det er gode ord at fylde sig med i tider som disse.