Det ser sort ud, må man sige. Krigen raser, recessionen lurer, priserne stiger, temperaturerne med.
Dyb indånding. I det mindste er smittetallene stabile.
Min farmor og mormor levede under Anden Verdenskrig og kan huske, at hverdagen engang havde sine afsavn. At der skulle spædes op, rationeres og erstattes. Og at man blev kreativ i forsøget på at pifte en ellers ret ensformig kost op.
Helt så galt står det heldigvis ikke til hos os, i dag. Vi har det faktisk både lækkert, godt og trygt. Armoden beløber sig til det ikke specielt frygtelige, at vi en gang imellem må kaste en pose pommes frites fra frost og en frysepizza i ovnen og lade som om, det er sund og nærende kost.
Men tankerne begynder at melde sig: Var der en pointe i at satse mere på køkkenhaven fremover? Bliver selvforsyning snart et spørgsmål om nødvendighed? Man må ikke tage noget for givet, og desværre kan man ikke dyrke sine egne bølgefritter.
Egentlig har vi afskaffet den idé om at være selvforsynende, vi i sin tid medbragte os som lalleglade, idealistiske byboere med landbodrømme. For det kræver ganske meget knofedt at sørge for en beholdning af kartofler stor nok til hele vinteren. Rødbeder, løg og pastinakker. Og så den forbaskede kål, som år på år er mislykkedes. Det er næsten et fuldtidsarbejde og vi har allerede to, tak.
Giver det endvidere mening at svede over selvforsyningsprojektet, når man vinteren igennem kan købe billige, lokalt dyrkede rodfrugter i den lokale brugs? Nej. Vores egne smagte ikke en gang bedre, og vi kunne ikke finde ud af at opbevare dem på en måde, hvor de ikke blev runkne som børn i badevand.
Ordet "selvsupplering" hører vist slet ikke hjemme i havevokabularet. Men pyt, vi bruger det alligevel, som en mindre radikal udgave af selvforsyning. Det er noget med at satse på lidt færre, udvalgte grøntsager og urter, der kan supplere husholdningen og højne livsglæden.
Lige nu er måske den årstid, hvor selvsuppleringstanken giver allermest mening. Vi fryder os over det grønne, der pibler frem, og som vi havde måttet købe os til, hvis ikke vi havde plantet det selv.
Dildkvist på hønsesalaten, koriander på curryen. Timian i risottoen.
Vi lever godt, indrømmet, og vi er ikke vant til at lide afsavn. Men det er da en betryggende tanke, at den dag krisen for alvor kradser, kan man pynte lidt på tilværelsen med de duftende krydderurter.
Og kålskud! For i år lykkedes kålen faktisk med at overvintre, og den belønner os nu med sin absolutte primetime, skyder fra dag til dag med milde og sprøde blomsterskud, der kan høstes i rigelige mængder og køres direkte ind på middagsbordet. Børnene knaser dem gladeligt - men ve den, der kommer fancy ("sur") dressing på.
Der er ingen forkromede, nynordiske måltider her. Til gengæld var der den anden dag frysepizza med kålskud "on the side" - og alle var mætte og glade.