Prøv avisen
Selvmord

Kristeligt Dagblad-journalister får pris for serie om selvmord

Vi har ikke kunne lave serien uden tillid fra de mennesker, som har lidt så meget og tør stå frem og dele deres historier, siger journalisterne Maja Funch (tv.) og Else Marie Nygaard (th.), der har modtaget Werther-prisen 2017 for deres artikler om selvmord. – Foto: Leif Tuxen

Journalisterne Else Marie Nygaard og Maja Funch har i artikelserien ”På kanten af livet” skrevet om de mange facetter ved et liv i kontakt med selvmord. Indsatsen er nu også prisbelønnet

Formidling om det svære og følsomme emne selvmord bevæger sig på en hårfin grænse. På den ene side er der et stort behov for at få problematikken beskrevet offentligt. På den anden side skal det ske uden at vække risikoen for at i forvejen selvmordstruede måtte blive tilskyndede af snakken.

Else Marie Nygaard og Maja Funch, journalister på Kristeligt Dagblad, formår ikke desto mindre at gå helt tæt på de personer, som sagen omhandler, i artikelserien ”På kanten af livet”, som blev bragt i avisen i foråret. Det gjorde de så overbevisende, at de får Werther-prisen 2017.

Gennem menneskenære interview bringer journalisterne relevant viden videre om et liv som selvmordstruet, og de giver os fortællinger om, hvordan det er at være pårørende til mennesker, der går med tanker om selvmord. Sådan lyder rosen fra priskomitéen. Werther-prisen gives til personer, som har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden.

De to journalister har interviewet selvmordsforskere samt nøglepersoner inden for danske selvmordsforebyggende organisationer. Else Marie Nygaard og Maja Funch fortæller, at pointen med hele projektet især har været at sætte ansigt på nogle af de mennesker, det handler om.

”Erfaring siger, at de fleste mennesker er i berøring med nogle, som har enten forsøgt at tage sit eget liv, eller har tænkt over det. Når nu problemet derfor er så stort, men sjældent fremstillet, ville vi gerne finde nogle mennesker, som ville åbne op med de erfaringer, som de havde, som dog også ofte er meget smertefulde erfaringer,” siger Else Marie Nygaard.

Deres arbejde medførte blandt andre artiklerne ”Dittes søn begik selvmord: Jeg følte, jeg stod på en klippeafsats, mens Frederik lå nede i vandet” og ”Hvorfor druknede Karsten Mikkelsen sig i søen?”, som begge er historier, der bringer mange rørende ord og samtidig oplysende budskaber videre.

Det står meget klart for prisvinderne, at de mennesker, som de har talt med, er årsagen til resultatet af projektet. Maja Funch fortæller, hvordan kilderne har imponeret hende igen og igen:

”Det er meget vigtigt, at der har været nogle mennesker, som har modet til at stille sig frem og deler deres erfaringer. De har tænkt utrolig meget over tilværelsen, og de bringer både meget kloge og vigtige indsigter frem til alle os andre. Det er aldrig forgæves, når mennesker vil fortælle om det, som har været rigtig hårdt for dem, og som de selv har måtte finde ud af gennem livets hårde lektie.”

Else Marie Nygaard og Maja Funch har udstyret alle artiklerne i serien med en redegørelse for den etiske proces. Det gjorde de som en erkendelse af, at et emne som selvmord er følsomt og kræver rigtig meget omhu og refleksion. Det har betydet, at de har afsat meget tid til projektet, men også plads har været afgørende, fortæller de.

”Det er ikke respektfuldt, hvis man fortæller den slags historier på få linjer. Vi må for alt i verden ikke miste kompleksiteten, som er et livsvilkår. Kompleksitet har ikke særlig gode kår i moderne kommunikation, men den er uhyre vigtig, for at man kan skildre livet autentisk,” siger Else Marie Nygaard med stor opbakning fra Maja Funch.

Prisen uddeles på Verdensdag for Selvmordsforebyggelse den 11. september, og der medfølger 10.000 kroner. Seriens artikler kan findes på k.dk/selvmord