Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kristeligt Dagblad modtager hæder for digital historie

I anledning af 50-året for ”Abbey Road” - det sidste album, The Beatles indspillede sammen - satte Kristeligt Dagblad i en digital fortælling fokus på kunsten at skabe den gode afslutning fra Shakespeare, Beethoven, Monet og Chaplin til John, Paul, George og Ringo fra Liverpool. – Foto fra specialhistorien.

Ved Danske Mediers prisuddeling mandag blev Kristeligt Dagblad hyldet for sin digitale historie om The Beatles og kunsten at afslutte med manér

Sidste år rundede The Beatles et rundt hjørne blandt mange, denne gang 50-året for udgivelsen af orkestrets sidst indspillede album, ”Abbey Road”.

Kristeligt Dagblad valgte i den anledning at lave en digital historie om begivenheden, perioden og store kunstneriske finalers kulturhistorie fra Shakespeare, Beethoven, Monet og Chaplin til John, Paul, George og Ringo.

Den digitale historie, der er krydret med kreativ grafik, lyd og billeder, blev i dag, mandag, fremhævet ved uddelingen af Danske Mediers digitale priser ved en seance i Den Sorte Diamant i København.

Danske Medier har modtaget 51 indstillinger, hvoraf en jury har nomineret 15, der konkurrerede om guld, sølv og hædrende omtale. I kategorien ”Årets Digitale Historie” modtog Kristeligt Dagblad hæder og efterfølgende hyldest for ”The Beatles og kunsten at slutte med manér”, der er skrevet af Morten Mikkelsen, tilrettelagt af Rasmus Fahrendorff og animeret af Mikkel Møller Jørgensen og Ole Munk.

Juryformand Jan Birkemose overrakte prisen og viderebragte juryens begrundelse for den hædrende omtale til historien, der ”dokumenterer, at Kristeligt Dagblad formår at udfolde historier af enhver karakter digitalt”, som han sagde.

”Artiklen udmærker sig med sin subtile brug af video og animation,” lød det videre i begrundelsen.

Kristeligt Dagblads digitale redaktør, Amalie Pil Sørensen, glæder sig over prisen:

”Kulturhistorie er et vigtigt stofområde for Kristeligt Dagblad. Med denne historie bruger vi nettets virkemidler til at kombinere den konkrete, populærkulturelle Beatles-fortælling med flere finkulturelle finaler og overordnede betragtninger om den svære kunst at afslutte med manér. Det er dejligt, at juryen med prisen anerkender Kristeligt Dagblads store arbejde med at producere kreative og eksperimenterende digitale fortællinger."

Find den prisbelønnede artikel her.

Ved en prisuddeling i Den Sorte Diamant modtog journalist Morten Mikkelsen ”hædrende omtale” for sin digitale historie om The Beatles og kunsten at slutte med manér. Foto: Amalie Pil Sørensen