En række brummende toner afløser hinanden. Mads Strange Laursen nynner højt og strækker sig mod skråvæggene på det lille loft hos Kristeligt Dagblad. Han varmer stemmen op, inden han skal indtale dagens artikler. Til daglig studerer han retorik på Københavns Universitet, og så er han en af Kristeligt Dagblads fem oplæsere, som på skift sørger for, at udvalgte artikler fra avisen hver dag bliver læst op og overført til artiklerne på K.dk og i avisens app.
“Nu gør jeg noget ulækkert,” siger han og tager fat i sin trøje, så han nemmere kan gribe om sin tunge. Det skulle hjælpe imod mundvand at hive i tungen, har han lært af sin underviser på retorik.
Mads Strange Laursen stiller sig rank og hjemmevandt foran mikrofonen.
“Det, du nu skal høre, er en leder,” siger han og gestikulerer med armene.
“Man skal ikke have det her job, hvis man er træt af at høre sin egen stemme,” indskyder han og griner. “Men altså, det er jo mit arbejdsredskab”.
Mads Strange Laursen kan godt lide stemningen på Kristeligt Dagblad, selvom han møder på arbejde, når alle hans kolleger er på vej hjem.
“Jeg er gammel kirkekorssanger og har været meget i sognehuse, så jeg håbede, at der ville være lidt den samme stemning, som på en sognegård. Og det synes jeg på sin vis, der er. Jeg har ikke et billede af et stressende mediehus, hvor man ikke kan være til stede for deadlines,” siger han.
Opslagstavlen over computeren minder om: “Har du husket at varme op?” Og så står der “Pedersker” sammen med en opfordring til at slå ord op, hvis man er i tvivl om udtalen. Den lille by på Bornholm udtales nemlig nærmere “Pærsker”, forklarer Mads Strange Laursen.
Han synes, det er sjovt at lære en masse nye ord. Det seneste, han måtte slå op, er ordet “trakasseri”, som betyder drilleri, indbyrdes kævl eller strid. Og der er i det hele meget nyt at lære i jobbet som oplæser.
“Alle de politiske analyser jeg får lov til at forstå, fordi jeg skal læse dem højt,” siger han og fortsætter. “Og jeg ved også relativt meget lige nu om Den Augsburgske Bekendelse, fordi der har været så meget debat om store bededag.”
Men fortolkning og indlevelse i historierne er det, Mads Strange Laursen sætter allermest pris på:
“Jeg har det nogle gange, som om jeg rejser med rundt i artiklerne. Hvis vi er på en reportage i Ukraine, så kan jeg lægge stemme til en Ukrainsk mand, som har fået sønderbombet sit hus i Donbass. I den næste artikel er jeg i Vestjylland og til naturkirkeindvielse sammen med Peter Skov-Jakobsen.”
Han sætter en ære i at læse artiklerne op og i at gøre det med den rigtige udtale. Det har dog af og til vist sig vanskeligt. Da en af Kristeligt Dagblads journalister dækkede valget på Færøerne, dukkede en række færøske ord og navne op i en artikel, Mads Strange Laursen skulle læse op:
“Så måtte jeg ringe til journalisten, som gav røret til en færing, hun stod og interviewede. Så spurgte jeg om en hel masse navne. Hvordan udtaler jeg det her navn? Eller det her forsamlingshus? Nu har jeg lært at sige Javnaðarflokkurin (det færøske socialdemokrati, red.).”
Arbejdet er ifølge Mads Strange Laursen meningsfuldt, fordi artiklerne bliver tilgængelige for en større gruppe mennesker.
“Det er vigtigt at give alle mulighed for at tilgå Kristeligt Dagblads artikler, også dem, der ser dårligt. Andre vil måske gerne kunne lave noget andet, imens de lytter til avisen,” siger han.
Kristeligt Dagblad har fået læst artikler op siden 2016. De første år var det professionelle oplæsere fra Nota, Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder, der tog sig af opgaven. For to år siden rykkede oplæsningen ind i huset med avisens egne oplæsere.