Kristeligt Dagblads Pris går til to komponister

Komponisterne Erik Sommer og Erling Lindgren modtog her til aften Kristeligt Dagblads Pris for deres store arbejde med melodier til salmer og sange

”Erling Lindgren (i midten) og Erik Sommer (th.) er to af den seneste generations mest betydelige og mest populære komponister, når det gælder frembringelse af melodier til salmer og sange,” lød det fra Kristeligt Dagblads bestyrelsesformand, Ivar Brændgaard (tv.), da han overrakte prisen.
”Erling Lindgren (i midten) og Erik Sommer (th.) er to af den seneste generations mest betydelige og mest populære komponister, når det gælder frembringelse af melodier til salmer og sange,” lød det fra Kristeligt Dagblads bestyrelsesformand, Ivar Brændgaard (tv.), da han overrakte prisen. Foto: Iben Gad.

Et stort antal sangbare melodier, som har gjort mange nye salmer og sange kendte og skattede i Danmark.

Det har de to komponister Erling Lindgren og Erik Sommer bidraget med, og derfor modtager de Kristeligt Dagblads Pris 2018, der her til aften blev overrakt ved en festlighed på Nationalmuseet i København.

”Erling Lindgren og Erik Sommer er to af den seneste generations mest betydelige og mest populære komponister, når det gælder frembringelse af melodier til salmer og sange,” lød det fra Kristeligt Dagblads bestyrelsesformand, Ivar Brændgaard, da han overrakte prisen.

Erik Sommer, der har været seminarielektor i musik, har skrevet melodierne til de meget sungne nye salmer ”Nu går solen sin vej” og ”Du, som har tændt millioner af stjerner”, der begge er med i Den Danske Salmebog. Han har skrevet melodier til 300 nye sange og salmer, der bliver brugt ud over hele landet i kirkelige og folkelige kredse.

Erling Lindgren, der er organist og korleder, er lige så produktiv. Han er med 12 melodier den nulevende komponist, der har flest melodier i den nuværende udgave af Højskolesangbogen, der udkom i 2006. Hans mest kendte melodi er til Grundtvigs ”Er lyset for de lærde blot”.

”Én ting er at skabe musik, noget andet er at få at vide, at den bliver betragtet som værdifuld. Det er prisen et udtryk for, og vi er meget beærede,” lyder reaktionen fra Erling Lindgren (tv.)
”Én ting er at skabe musik, noget andet er at få at vide, at den bliver betragtet som værdifuld. Det er prisen et udtryk for, og vi er meget beærede,” lyder reaktionen fra Erling Lindgren (tv.) Foto: Iben Gad

Deres mange melodier, sange og salmer præger den nuværende musikalske scene og vil i de næste mange år have stor betydning for den nationale sangskat.

”De vil begge komme til at præge kommende udgaver af Højskolesangbogen og en kommende salmebog,” fortalte Ivar Brændgaard, som også begrundede tildelingen med ordene:

”Fra det yderste af Jylland har de to lagt hele Danmark for deres fødder ved med deres inspirerende og sangbare melodier at gøre et hav af salmer og sange kendte og skattede i menigheder og kirkelige organisationer og folkelige kredse. Derfor fortjener de Kristeligt Dagblads Pris i 2018.”

Erik Sommer og Erling Lindgren er stolte over prisen:

”Én ting er at skabe musik, noget andet er at få at vide, at den bliver betragtet som værdifuld. Det er prisen et udtryk for, og vi er meget beærede,” lyder reaktionen fra Erling Lindgren.

Prisen er på 25.000 kroner til hver af modtagerne og følges af en skulptur af kunstneren Peter Brandes.

Kristeligt Dagblads Pris uddeles hvert år til institutioner eller enkeltpersoner, der har gjort en særlig indsats inden for det samfundsmæssige, kulturelle eller kirkelige og religiøse område.

Erik Sommer og Erling Lindgren fortæller, hvad de hver især er gode til 3674745