Kristus-dukke skal markere julen

En drengedukke er central i årets britiske kampagne, som netop er lanceret. Den skal erindre om julens kristne baggrund

Årets økumeniske julekampagne viser Jesusbarnet som dukken "Godbaby". "Han græder. Han tisser. Han redder verden," hedder det i den ledsagende tekst, som skal huske juletravle på, hvorfor vi fejrer jul.
Årets økumeniske julekampagne viser Jesusbarnet som dukken "Godbaby". "Han græder. Han tisser. Han redder verden," hedder det i den ledsagende tekst, som skal huske juletravle på, hvorfor vi fejrer jul. Foto: ChurchAds.net.

De store brune øjne stirrer ned fra plakaten. Den lille drengedukke ligner så mange andre dukker i sin blå sparkedragt med en tegning af et lam på brystet. Men der skinner et særligt lys bag ansigtet, og det er da heller ikke en dukke, som kan købes i forretningerne.

I stedet er dukken hovedpersonen i en kampagne, som i det kommende juleræs skal erindre folk om, at der er en årsag til, at vi fejrer jul. At Christmas starts with Christ, at julen begynder med Kristus.

LÆS OGSÅ: Forbrugsekspert om julens stress: Køb et æggeur

Plakaten med Jesusbarnet som dukke er en del af årets julekampagne fra den økumeniske organisation ChurchAds.net, som nu på fjerde år står bag en kampagne for at minde juletravle folk om julens kristne budskab.

Dukken har fået navnet Godbaby, og under navnet står: Han græder. Han tisser. Han frelser verden.

Den anglikanske biskop af Bradford, Nick Baines, er ganske tilfreds med årets kampagne.

Det er endnu et stærkt og opmærksomhedskrævende billede. Det vil overraske nogle og virke foruroligende på andre, hvilket lige nøjagtig er, hvad den rig-tige Jesus gjorde. Det vil tvinge os til at se gennem glimmeret og se den menneskelige virkelighed, hvor Gud er iblandt os, forklarede biskoppen i forbindelse med lanceringen af kampagnen.

Han blev suppleret af Mike Elms, der sidder i ledelsen for ChurchAds.net.

Kampagnen skal sætte et Kristus-fokuseret budskab i hjertet af den sæsonbetonede forbrugerkultur. Det er en slående, nutidig og yderst simpel måde at viderebringe budskabet om Jesu fødsel på, at Kristus, fuldt ud guddommelig og fuldt ud menneskelig, kom til os for at frelse os, forklarede Mike Elms.

I forbindelse med lanceringen har avisen Church Times spurgt en række reklamefolk, hvad de mener om kampagnen.

Den første regel i reklamebranchen er, at man skal lægges mærke til. Det er en forfriskende tanke at minde alle om historien, som er kernen i julen, lød vurderingen fra Paul Bainsfair fra den britiske brancheforening for reklamefolk.

Men Tom Bazeley fra reklamebureauet Lean Mean Fighting Machine mener, at kampagnen føles som et ret forvirret forsøg på at være kulturelt relevant.

Endnu mere kritisk er Jacob Denno fra bureauet Fold.

Vi går fuldt ind for religiøs ikonografi og at kirken opdaterer sit image, men dette er lidt vildfarent, for at sige det mildt, lyder dommen.

Sidste år stod også julens forbrugermentalitet centralt i kampagnen. Her var de vise mænd og hyrderne afløst af unge trendy mennesker i 20erne, som tilbad den nyfødte Kristus med luksusprodukter og mærkevarer.

I forbindelse med lance-ringen af kampagnen hen-viser ChurchAds.net til undersøgelser, som viser at 85 procent af befolkningen mener, at julen fortsat skal hedde Christmas for at markere det kristne tilhørsforhold. Men omvendt er det kun syv procent af unge mellem 18 og 24 år, der er bevidste om den forbindelse.