Prøv avisen

Kulturen i Vandkantsdanmark er overset

Organist Anne-Marie Hjelm fortæller her om sine store læseoplevelser. – Foto: Jesper Kristensen.

Familien fik tidligt tv, og det lukkede op for en fortryllende verden af blandt andet klassisk musik for organist Anne-Marie Hjelm, der er initiativtager til og leder af Hvide Sande Masterclass, der begynder i næste uge

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

3Det er Resten af regnbuen skrevet af Ove S. Berntsen på norsk og udgivet på Norsk Bokforlag. Den ligger allerede klar til genlæsning på køkkenbordet. Det er en helt vidunderlig smuk bog, illustreret med dejlige akvareller og skrevet med stor passion, visdom og sproglig elegance. Bogen rummer korte refleksioner over menneskets søgen efter det sande, det gode og det skønne. Livets brogede landskab skildres med hverdagsbilleder, ordspil og spændende rejser i skønlitteratur, filosofi, psykologi og teologi. Og så skriver Ove S. Berntsen gribende godt.

LÆS OGSÅ: Man kan godt gå lidt videre og lave sine egne regler

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

3"Den mest slidte i bogreolen er Kristin Laurensdatter af Sigrid Undset. Det er et vidunderligt trebindsværk, skrevet på mesterlig vis. Det er en slægtsroman om menneskelivets mange facetter i middelalderens Norge. Alligevel er den stærk og nærværende også for os i dag i sine intense skildringer af menneskets kampe og glæder, både i de nære familierelationer og politiske fejder. Sigrid Undsets indblik og evne til at skildre det menneskelige drama gør bogen værd at genlæse, efterhånden som man selv rykker frem på sin vandring i livet.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

3"Jeg vil helt klart anbefale Hvide Sande Masterclass, som finder sted for syvende gang i dagene 13. til 22. september 2012. Det er ganske overvældende, at 43 unge klassiske musikere fra 10 forskellige nationer rejser til Hvide Sande for at blive undervist af fremragende professorer. De unge talenter præsenterer deres kunnen på 16 offentlige koncerter med hver sit unikke program. Alle kan desuden overvære undervisningstimerne i violin, bratsch, cello, klaver og kammermusik. Hvide Sande Masterclass er en usædvanlig cocktail af turisme, fisk, blå kedeldragter og klassisk musik på højt internationalt niveau. Det er musikformidling i nye utraditionelle sammenhænge, der foregår i VandkantsDanmark en fantastisk kombination, som er til stor glæde både for musikerne og for publikum.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

3I mit barndomshjem fik vi et TV-apparat som nogen af de første på gaden. I bakspejlet kan jeg se, at det har haft stor betydning for min livslange glæde ved klassisk musik og bildende kunst og ballet, at jeg som barn så udsendelser med billedhuggeren Harald Isenstein, pianisten Victor Schiøler og balletforestillinger med Margot Lander. De lukkede op til en fortryllet og fortryllende verden, som nok ellers ikke lå lige for i mit miljø. Eurovisionsmelodien, som var den første symfoniske musik, jeg hørte, giver mig stadig kuldegysninger af fryd.

Hvem har du senest været til koncert med?

3Min seneste koncertoplevelse var i Ringkøbing Kirke med Klezmerduo. Det var skønt at opleve de to dygtige musikere præsentere den jødiske musiks rejse op gennem historien i ord og toner. De spillede både med et glimt i øjet og med musikalsk kunnen på et højt niveau. Koncerten satte et varmt lys på, at vores kristne rødder er forbundet til den jødiske historie. Alt blev meget livsbekræftende og nærværende, da vi alle sammen dansede ud af kirken efter de to musikeres glade toner og sluttede af med kædedans på kirkepladsen. Sådan burde alle koncerter og al kirkegang rundes af.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

3Generelt synes jeg, at de landsdækkende medier og politikerne burde ofre langt mere opmærksomhed og penge på kulturen i Vandkantsdanmark. Der sker rigtig meget, som har et højt niveau, og der er et stort publikum herude. Men at søsætte kulturprojekter koster penge, og at videreudvikle projekterne koster endnu flere penge. Det ville lette fundraising og få det kulturelle miljø til at spire yderligere, om de politiske og kulturelle pinger på parnasset ville være med til at blåstemple kulturen i Vandkantsdanmark.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

3Jeg er ret nysgerrigt anlagt over for al kunstnerisk ytring, som er båret frem af oprigtighed, passion og kunnen. Men når larm, dumhed og destruktion bliver både mål og middel for udtrykket, så stiger jeg af. Må hjertet og modet være drivkraften i kunsten og kulturen: det sande, det gode og det skønne.