Gamle familiefotos vækkes til live af kunstig intelligens

En ny tjeneste gør det muligt at få ­fotografier af både afdøde familiemedlemmer og berømtheder til at bevæge sig

Har man gamle familiealbummer liggende på loftet, gør en funktion på hjemmesiden Myheritage det muligt at puste liv i dem.
Har man gamle familiealbummer liggende på loftet, gør en funktion på hjemmesiden Myheritage det muligt at puste liv i dem. Foto: Myheritage.

De fleste kender nok fortællingen om troldmanden Harry Potter, hvis hverdag på den magiske skole Hogwarts har tryllebundet millioner gennem årene. Her synes alt at kunne ske: Koste kan flyve, dyr kan tale, og fotos af afdøde slægtninge bevæger sig livagtigt i billedrammerne.

Og der er måske ikke så langt fra fiktion til virkelighed, som man skulle tro. Har man gamle familiealbummer liggende på loftet, gør en funktion på hjemmesiden Myheritage det nemlig muligt at puste liv i dem – bogstaveligt talt.

Myheritage er en hjemmeside, der indtil videre har været dedikeret til slægtsforskning. Her kan man blandt andet oprette stamtræer og søge i gamle optegnelser for at lære mere om sin familiehistorik.

Nu har en ny funktion ved navn deep nostalgia fundet vej til hjemmesiden. Ved hjælp af kunstig intelligens kan Myheritage lægge bevægelsessekvenser fra virkelige mennesker ind over de fotos, brugerne lægger op på hjemmesiden. Det resulterer i animerede videoer, hvor billederne på livagtig vis bevæger hovedet, blinker med øjnene og smiler.

Intet mindre end 25 millioner billeder har taget turen gennem tjenesten i løbet af den første uge, og på det sociale medie Twitter deler brugerne flittigt videoer af alt fra oldeforældre og berømtheder til gamle malerier og statuer

”Det har rørt mig til tårer,” skriver en bruger om funktionen: ”Jeg har aldrig set et levende billede af min far, der døde, da jeg var tre år. Utroligt og følelsladet.”

At gøre sine kære livagtige synes at være den mest oplagte brug af tjenesten, men en række brugere har også kastet sig ud i mere kreative påfund.

Det gælder for eksempel Natural History Museum i London, der har vakt en model af en neandertaler til live. Andre har pustet liv i eksempelvis Abraham Lincoln og H.C. Andersen.

Selvom muligheden vækker begejstring vidt og bredt, er det dog ikke alle, der klapper i hænderne. Nogle mener, at de animerede videoer er decideret uhyggelige, mens andre retter opmærksom­heden mod det potentielt problematiske i selve teknologien, der kan misbruges.

”Nogle mennesker elsker deep nostalgia og synes, at det er helt magisk, mens andre finder det uhyggeligt. Resultaterne kan rigtignok være kontroversielle, og det er svært at være ligeglad med teknologien,” skriver Myheritage selv om funktionen.

Og det kan virksomheden have ret i. Hvad end man måtte mene om funktionen, er det tæt på umuligt at forblive uimponeret over, hvad kunstig intelligens kan klare i dag.