Sprogklummen: Lad os undgå ”den lange bane”

Udtrykket på den lange bane er en floskel uden præcision og opstod på et tidspunkt, hvor sporten satte nye sproglige rekorder

Det moderne og nutidige ord bane kommer fra tysk og betyder at rydde vejen, bryde igennem eller skaffe sig adgang, som man gjorde med de lange, evige jernbaner gennem landskabet. – Foto: Katja Beetz/Ritzau Scanpix.
Det moderne og nutidige ord bane kommer fra tysk og betyder at rydde vejen, bryde igennem eller skaffe sig adgang, som man gjorde med de lange, evige jernbaner gennem landskabet. – Foto: Katja Beetz/Ritzau Scanpix.

Det lange sigt, det længere perspektiv, de langsigtede perspektiver og lignende udtryk såsom henholdsvis også det kortere sigt og det kortere perspektiv blev umoderne omkring 1998-1999. Overhalet indenom på sprogets bane så at sige. Det er en skæv tanke, at det måske var bevidstheden om det kommende årtusindeskifte, der fjernede det lange perspektiv. Det er nu ikke rigtigt. Derimod dukkede en ny vending op, der blev rullet ud i lange baner i medierne, som bredte sig i brug, og som derved blev andre vendingers banemand. Fra dette tidspunkt i slutningen af 1990’erne hed det på den lange bane, der logisk nok snart blev fulgt op på den korte bane. På den lange bane er på den måde et eksempel på et udtryk og en vending, der pludseligt baner sig vej i sproget, bliver moderne, og som i en periode fortrænger variation.

Det er Sven Skovmand, der har spurgt til udtrykkene den lange bane og den korte bane, og som i øvrigt helt berettiget, synes jeg, kalder udtrykkene forholdsvis rædselsfulde. De er især rædselsfulde, fordi de gentages igen og igen og dermed er blevet til floskler uden præcision. Hvad vil den lange bane sige? Hvor lang er den? Hvor fører den hen?

Udtrykket opstod eller bredte sig på et tidspunkt, hvor sporten satte nye sproglige rekorder. I hvert fald dukkede begreber som at tackle problemer, stå på mål for synspunkter, befinde sig på midtbanen, score, op til nettet, curlingbarn/-forældre og lignende op, og det er måske her, den lange bane også indskriver sig.

Nu er vi altså på den lange bane, så den må vi ud ad on the road to nowhere og så bare håbe, at den ikke også kaldes fremadrettet, for så bliver floskelmarmeladen simpelthen for kvalm.

Det moderne og nutidige ord bane kan spores til en tidlig plattysk version, hvor verbet bahnen kunne betyde rydde vejen, bryde igennem eller skaffe sig adgang. Substantivet bane betød på samme måde en åben og fri plads til at gå ad eller bevæge sig på. Det er de betydninger fra middelalderen, der stadig ligger i udtryk som fri bane, bane sig vej eller banebrydende. En jernbane er således egentlig en banet eller jævnet vej for togets færdsel. Så vejen er banet for banen og for de lange spor.

Der er imidlertid en anden variant af ordet bane, jeg ikke kan efterlade ukommenteret her, hverken på den lange eller den korte bane. Det er nemlig det stadig levende ord banemand, der trænger sig på, og her udtrykkeligt ikke forstået som en ansat i DSB eller ved Banestyrelsen, men som betyder en drabsmand eller morder. Her har første led af ordet rod i det norrøne bani, svarende til oldengelsk bana, der betyder voldsom død. ”Hvem var min Knud til Bane” skrev Grundtvig om Knud den Helliges skæbne foran alteret i Sankt Albani Kirke i Odense i 1086. Holger Drachmann svinger sig sprogligt endnu mere i de poetiske lianer, når han skriver: ”Vis, hvem der vil vorde/ Bødvilds Bolers Bane”.

Sproget bevæger sig ad mange baner, men stivner ofte i klichéer og gentagelser både på den korte og den lange bane. Velgerning må det vel være at vorde flosklernes bane.